'Jobbe': AGF-kampen bliver som et Derby

24.07.2020 10:35

Onsdag aften spillede vi sidste hjemmekamp i denne sæson. Den endte med en pointdeling, og selvom der var muligheder nok til en sejr, godkender Jesper Lindstrøm, efter at have fået kampen lidt på afstand, resultatet og præstationen. 

- Vi står med lidt blandede følelser, når vi spiller de her kampe, der så sent. Så kører adrenalinen i kroppen, og man får ikke den rette mængde søvn og de forskellige ting. Folk har været lidt trætte i går (torsdag, red.) efter kampen. Vi gjorde alt for at vinde. At vi kun får et point mod FC Midjylland er lidt øv. De er danske mestre, så man kan vel ikke klage over et point, men jeg føler, der var mere at hente.

Holdet står nu overfor en sidste kamp, inden de kan gå på sommerferie efter en historisk lang sæson. Modstanderen er AGF, der i denne sæson har været en vanskelig størrelse for de blågule. I truppen vil man ifølge Lindstrøm gøre alt for få revanche og drille AGF i deres medaljejagt. 

- Det er lidt ligesom et Derby. Vi vil altid slå AGF, og omvendt vil de altid slå os. Det er ligegyldigt, om det handler om point, eller hvad det handler om, så skal vi ud at vinde mod dem, for så kan vi og vores fans gå på ferie med en god fornemmelse. Tre point på søndag er virkelig vigtigt for os. 

- Det vil selvfølgelig betyde noget ekstra for os, at kunne drille dem i deres jagt på sølvet, nu vi ikke selv kan være en del af den kampen.

Offensivspilleren mener, at holdet skal tænke i det fremadrettede for at få sejren, hvor særligt arbejdet på den sidste tredjedel kan blive nøglen. 

- Vi har været rigtig gode defensivt, så vi skal til at bygge lidt på offensivt og score nogle flere mål. Udover FC Nordsjælland-kampen er det ikke fordi, vi har sprudlet på det parameter. Det er vigtigt for os at få lukket godt af, og så skal vi bare ud at brænde det sidste, vi har, af, inden, vi går på ferie. Vi skal ud at give den gas og få gang i målscoringen, så er jeg sikker på vi kan tage de tre point, siger Lindstrøm, der også ser frem til ferien.

- Det bliver dejligt at få pustet ud og kunne komme hjem og koble lidt af. Jeg tror også, det bliver godt at få tankerne på lidt andre ting, fortæller den unge midtbanespiller, inden han bliver afbrudt af CV, der i samme øjeblik stikker hovedet ud af døren. 

- Og hård træning, udbryder fodbolddirektøren med et glimt i øjet.

'Jobbe' fortsætter efter et grin. 
- Vi har fået et træningsprogram af Ahron (Thode, fysisk træner, red.), som vi selvfølgelig skal overholde og lave lidt ekstra for at komme tilbage i god form. Men som folk ved, så elsker jeg at spille fodbold og at være her. Jeg glæder mig allerede til at tage hul på den nye sæson, afslutter 'Jobbe'. 

Foto: Getty Images