Schwäbe: Vi vil slutte godt af

16.07.2020 11:25

Der er blot gået tre mål ind bag Marvin Schwäbe i Mesterskabsspillets syv kampe, og her er det ligeledes blevet til fem clean sheets for den tyske målmand.

Derfor er der også grund til tilfredshed i den blågule bagkæde, hvor man især i Mesterskabsspillet har vist fornuftige takter. Men ifølge banens bagerste mand har der ikke været de store ændringer i forhold til resten af sæsonen.

- Vi har haft nogle gode relationer i forsvaret hele sæsonen, så selvom det kan se anderledes ud udefra, så føler jeg ikke, at vi har ændret på noget markant. Men ser man på de seneste mange kampe, er der da helt sikkert noget, der fungerer ekstra godt lige nu, og det er vi også opmærksomme på. Vi stoler på hinanden og hjælper hinanden på banen, så det er en fornøjelse at være en del af det, fortæller målmanden.

Med et systemskifte midt i sæsonen var der ikke lang tid til at træne de nye positioner, og mens Corona-pausen har været skidt for det meste i fodboldverdenen, spekulerer Schwäbe i, om der muligvis var noget positivt at hente fra den ufrivillige pause. 

- Måske handler det bare om, at ting tager tid. Måske var pausen det, vi manglede for at træne i fred uden kampe hver weekend – jeg ved det ikke. Men vi er i hvert fald kommet meget stærkt tilbage fra pausen.

På søndag gælder det AaB på hjemmebane. Og netop nordjyderne stod for Mesterskabsspillets hidtil eneste nederlag, da vi tabte 2-0 i Aalborg. Og Marvin Schwäbe håber på et godt resultat af flere grunde.

- Det bliver en anderledes kamp i og med, at vi spiller på hjemmebane. Vi ved, at de er stærke i deres pres og på indlæg, så det skal vi være klar på. Hvis vi spiller med det samme mod som i de to foregående kampe, er jeg sikker på, at vi kan få et godt resultat.

- Vi vil slutte godt af. Selvfølgelig er der en lille hævn fra sidste kamp i Aalborg, hvor vi gerne vil vise, at det ikke var vores normale niveau, vi viste deroppe, men det handler også om at få afsluttet den meget atypiske sæson så stærkt som muligt. Vi har tre kampe til det, og der skal vi give alt, vi har.

Der er kampstart på Brøndby Stadion kl. 18:00 på søndag, og har du endnu ikke sikret dig billet til sæsonens sidste søndagskamp på hjemmebane, kan du gøre det lige her.

Har du til gengæld allerede sørget for billet, er der nyttig information at finde her.

Foto: Getty Images