Målscorer Uhre: Hatten af for fansene

21.06.2020 21:30

Her til aften lagde Brøndby Stadion græstæppe til sæsonens mesterskabsspillets Derby. Opgøret endte med en pointdeling, efter Mikael Uhre kunne udligne kunne ligne gæsternes føring i de døende minutter. Efter kampen var det en glad målscorer, der dog gerne havde byttet helterollen med de tre point.  

- Det føles altid dejligt, når man scorer i sidste minut, uanset om det så er et udlignende mål eller et sejrsmål. Det er klart, jeg havde selvfølgelig gerne byttet det for sejren, så må tage det næstbedste, hvis man kan sige det sådan. 

Kort efter angriberen blev sendt på banen, havde han en stor chance, da han fik sat en fod på et indlæg, som pralede af på overliggeren.

- Bolden får en fri bane ind til mig, og så prøver jeg at holde modstanderen væk, så godt jeg nu kunne, og så fik jeg en rigtig fin afslutning på, så det er klart - den havde jeg også gerne set inde. 

Uhre, der så de første 70 minutter fra bænken, havde en god følelse i kroppen under hele kampen, og det gav ifølge skarpretteren en større tro på, at det kunne lade sig gøre, da han blev sendt på banen. 

- Det er klart, når man kan se at chancerne de kommer derinde, så har man også et lidt andet gåpåmod, når man kommer ind. Du har en bedre følelse af at chancen den kan opstå, og du er mere i flow, når hele holdet er i flow. Det hjælper resten af holdet, når holdet spiller, som de gør.  Jeg føler, der er rigtig mange ting, vi kan tage med fra den her kamp. Vi finder hinanden godt gennem hele kampen, gennem flotte kombiantioner og noget bedre offensiv fodbold, end vi har vist de seneste par kampe. 

Den hurtige angriber mener blandt andet, at end del af fremgangen på banen i dag skyldes den fantastiske opbakning, der i dag var til stede på lægterne. 

- Det var fantastisk. Jeg er lidt i chok over, at 3000 mennesker kan larme så meget. Det må man tage hatten af for, og det er jeg sikker på, vi får brug for resten af sæsonen, hvis vi får lov til det. Der er ikke noget bedre end at spille hjemme på Brøndby Stadion, når fansene er her, og de synger. De giver gåsehud, afslutter en glad målscorer. 

Foto: Getty Images