Kaiser før KMD Cup: Håber på gode præstationer

10.01.2020 09:58

Kl. 19:00 går det løs i Jyske Bank Arena i Odense, når første kamp i KMD Cup bliver fløjtet i gang mod AGF. Med i truppen er Dominik Kaiser, som også var med til sidste års KMD Cup i Aarhus. Denne gang vil han bære anførerbindet, men det er ikke så vigtigt for tyskeren.

- Indendørsturneringer er altid spændende og sjove. Du kan spille lidt mere afslappet end normalt, men det er en turnering, og vi er Brøndby IF, så selvfølgelig vil vi gå efter at vinde. Jeg spillede også sidste år, så det er ikke helt nyt for mig, men i Tyskland spillede jeg aldrig indendørs, så det er også den eneste erfaring, jeg har.

- Jeg ser frem til i aften, og jeg synes, vi har et godt hold. Vi har nogle unge spillere med, som jeg er sikker på er klar til at vise sig frem. Det er altid specielt, når du er anfører, men det er ikke så vigtigt i morgen. Jeg vil spille, som jeg altid gør, med eller uden anførerbindet.

Dominik Kaiser har vist flotte tekniske detaljer i efterårssæsonen, og det er helt sikker noget, som indendørsfodbold tillader meget mere af. Midtbanemanden ved dog også, at betænkningstiden bliver begrænset på den noget mindre bane, så beslutningerne skal falde prompte.

- Det er generelt små områder, du spiller i, når du spiller indendørs, og bolden er på gulvet det meste af tiden. Det vil sige, at du kan vise din teknik og spille med højt tempo. Vi skal tage hurtige beslutninger, og det håber jeg, vi kan vise, at vi er i stand til. Og så selvfølgelig score nogle mål. Det er vigtigt i indendørsfodbold, at du har troen på, at du kan score, og du har det sjovt. Så er der altid en chance for at vinde turneringen.

- I går havde vi vores første træningspas, og det var vigtigt lige at få en smule føling med bolden igen efter tre ugers pause. Så håber jeg på nogle gode præstationer i aften. Vi går i hvert fald efter at vinde.

De blågules første kamp bliver fløjtet i gang kl. 19:00, men inden da spiller både fansene og U14 i hallen. Du kan se programmet for dagen her.

Stævnet bliver vist på 3+, men du kan også følge med på appen Brøndby Indefra, hvor vi løbende opdaterer undervejs.

Foto: Getty Images