Optakt: Info og stats om Brøndby IF - Hobro IK

12.12.2019 09:45

Dommer: Michael Tykgaard
Kickoff: 16:00
Tv: Canal 9
Billeter kan købes her.
Liveupdate: BrondbyLive på Twitter.

Superligaform
Brøndby IF: T-T-T-V-V
Hobro IK: U-U-T-U-T

Seneste fem indbyrdes Superligaopgør
11.08.2019 Hobro IK  0-2 Brøndby IF
02.12.2018 Brøndby IF 1-0 Hobro IK
29.07.2018 Hobro IK  1-2 Brøndby IF
18.03.2018 Brøndby IF 2-1 Hobro IK
24.09.2017 Hobro IK  1-2 Brøndby IF

Karantæne
Anthony Jung

Karantæne ved næste advarsel
Hjörtur Hermannsson (3 point)
Kamil Wilczek (6 point)
---
Emmanuel Sabbi (3 point)
Mathias Haarup (3 point)
Edgar Babayan (4 point)

Vinkler om kampen
Det er Superligakamp nr. 12 mellem Brøndby IF og Hobro IK. Statistikken siger syv sejre til Brøndby IF, ingen uafgjorte og fire nederlag samt en målscore på 12-11 set med Brøndby IF’s øjne.

Brøndby IF har vundet de syv seneste Superligakampe mod Hobro IK efter at have tabt de fire første kampe. De to seneste sejre har endda været med clean sheets, og hvis det lykkes igen på søndag, vil det være første gang, at Brøndby IF holder nullet mod Hobro IK i tre Superligakampe i træk.

Superligakampe mellem Brøndby IF og Hobro IK har med et gennemsnit på 2,09 mål pr. kamp ikke budt på mange scoringer og aldrig mere end tre i samme kamp. Derfor har to scorede mål typisk været nok til sejr, idet kampene er endt med 1-0 (3), 2-0 (4), 2-1 (3) og 3-0 (1).

Det gælder om at score det første mål i Superligakampe mellem Brøndby IF og Hobro IK, idet klubben bag den første scoring i alle på nær ét tilfælde har været identisk med kampens vinder. I indeværende sæson har Brøndby IF scoret først i 10 af kampene (9V-0U-1T), hvorimod Hobro IK har scoret først i otte kampe (2V-5U-1T).

Hobro IK er uden sejr i de seneste 10 Superligakampe, der er endt ligeligt mellem nederlag og uafgjorte. Kun i to tilfælde har Hobro IK formået at holde modstanderen fra at score, og i begge tilfælde endte kampen helt uden scoringer.

Brøndby IF har tabt de tre seneste Superligakampe, alle med 1-2. Hvis det bliver til nederlag mod Hobro IK, vil det være første gang siden maj 2017, at Brøndby IF taber fire Superligakampe i træk.

Brøndby IF har kun spillet én kamp uafgjort i indeværende sæson af Superligaen, hvilket skete allerede i anden spillerunde. Hvis kampen mod Hobro IK ender uden vinder, vil det være ensbetydende med ny Superliga-klubrekord på 18 Superligakampe i træk uden uafgjort.

Brøndby IF har ikke holdt nullet i en Superligakamp på Brøndby Stadion siden åbningssejren i indeværende sæson, dvs. Brøndby IF har lukket mål ind i hver af de ni seneste hjemmekampe. Det er ikke præsteret tilsvarende siden oktober 2017-juli 2018, hvor det blev til 13 hjemmekampe uden clean sheets.

Kamil Wilczek kan med en scoring mod Hobro IK forbedre Superligarekorden for flest scoringer i et kalenderår. Han er selv indehaver af rekorden, idet han i hele 2018 (og indtil videre i 2019) har præsteret at score 25 mål, og med tanke på hans statistik mod Hobro IK (7k/5m) er en ny rekord ikke utænkelig.

Brøndby IF har tabt de tre seneste Superligakampe afviklet i december måned, hvilket er en bemærkelsesværdig ændring efter kun at have tabt tre ud af de forudgående 21 kampe i december. Men den enlige december-Superligakamp mod Hobro IK blev vundet med 1-0.

Foto: Getty Images