Kaiser: Vi kommer for at vinde

14.08.2019 13:55

Det er en stor opgave, der venter Brøndby-truppen i morgen aften på Estadio Municipal de Braga. Første kamp sluttede 4-2 til SC Braga på Brøndby Stadion, og det ærgrer stadig Dominik Kaiser, der i returkampen vil vise, at holdet er godt nok til at slå de portugisiske hold.

- Vi var det bedste hold i den første kamp, så det er ærgerligt, at vi skal ned og spille med et skidt resultat fra den første kamp i baghovedet. Men vi må gøre, hvad vi kan, og måske kan vi lykkes med at gå videre.

- Vi går til kampen for at vise, at vi kan vinde kampe som den her, og så må vi se, hvordan den udvikler sig. Det er en stor opgave at score så mange gange, men første mål er at vinde i morgen, lyder det fra Kaiser.

Hvis du tror på, at Brøndby IF kan vinde returkampen mod SC Braga i morgen, kan du i skrivende stund få odds 6.0 hos vores spillepartner Betfair.

Midtbanespilleren med 7-tallet på ryggen så masser af gode ting i det første opgør mod SC Braga, og det skal være med til at skabe udgangspunktet for et godt resultat i Portugal.

- Lige nu er vi ikke i en position, hvor vi kan forvente at gå videre. Vi spillede en god kamp på hjemmebane mod dem, men når alt kommer til alt, så indkasserede vi fire mål, og i europæisk fodbold er det alt for meget.

- Vi får en ny chance i morgen. Måske har de en anden kvalitet på hjemmebane, end de viste i Brøndby, men vi skal i første omgang kigge indad og fokusere på vores egen præstation. Når vi spiller, som vi kan, vil vi have en god chance, og så må vi tale om resultatet bagefter.

I søndags blev Hobro IK besejret med 2-0 på udebane i 3F Superligaen og efter en lidt nervøs start, var det et Brøndby-hold med godt styr på begivenhederne på DS Arena i Nordjylland. Og indsatsen gav tro på, at defensiven også står stærkt i morgen aften mod de portugisiske værter.

- Kampen mod Hobro var en solid indsats. Teknisk var den ikke på det højeste niveau, men jeg synes, vi havde en god struktur og leverede en professionel indsats. De første 15 minutter havde vi lidt problemer, men derefter havde vi god kontrol på kampen og stod godt i defensiven og skabte chancer. Det skal også være planen for i morgen, fortæller Dominik Kaiser.

Er du ikke i Portugal og på plads på Estadio Municipal de Braga, kan du følge kampen live på 6’eren og i tekstform på twitter.com/brondbylive.

Til fans i Portugal er der vigtig information omkring kampen her.

Foto: Getty Images