Faninfo om returkampen i Portugal

07.08.2019 10:00

Første kamp af Europa League-kvalifikationens tredje runde er spillet mod portugisiske SC Braga, og på torsdag venter returkampen i Portugal.

Planlægger du at støtte holdet i Portugal, er der her noget praktisk information.

Billetter til udebaneafsnittet
Vi har fået tildelt 1500 billetter til udebaneafsnittet på Estadio Municipal de Braga, og de vil blive sat til salg på torsdag i billetskuret ved indgangen til Fanzonen. Her kan man købe billetter fra kl. 15:30 til kampstart kl. 18:30. Billetprisen er 150 kroner.

Fra fredag til tirsdag vil det være muligt at købe billetter i Brøndby Shoppen inden for normal åbningstid, og herefter vil det kun være muligt at købe billetter i Braga på et endnu ubestemt mødested for Brøndby-fans.

Mødested og transport til/fra stadion
På kampdagen vil der blive fundet et mødested i centrum af Braga, hvor alle Brøndby-fans i Portugal kan varme op til kampen sammen. Mødestedet vil blive meldt ud på SLO-teamets Twitter-profil samt Facebook-begivenheden.

Fra mødestedet er der afgang til stadion omkring to timer før kampstart. Der er lidt under to kilometer fra centrum af Braga til stadion.

Det forventes, at mange Brøndby-fans vil have base i Porto før kampen. Skal du fra Porto til Braga, anbefaler vi at tage toget fra Porto Sao Bento Station kl. 11:45. Billetter koster €3,25, og mere information om toget kan findes her: https://www.cp.pt/passageiros/en/train-times

Efter kampen er mulighederne for transport tilbage til Porto begrænset. Derfor arrangerer Brøndby IF bustransport fra udeafsnittet til et centralt sted i Porto. Prisen vil være €10, og betales kontant til klubbens SLO’er ved påstigning af bussen.

For at have overblik over antal, må folk meget gerne tilmelde sig ved at skrive en mail til [email protected] med antal personer, som vil benytte bustransporten til Porto efter kampen.

Stadion og udeafsnit
Adresse på stadion:
Estadio Municipal de Braga
Parque Norte R. de Montecastro, 4700-087 Braga, Portugal

Udeafsnittet er i sektion A9 og A10 i det nordøstlige hjørne af den ene langside.

Der er ingen dedikeret parkeringsplads til udeholdet.

Vær opmærksom på at boderne på stadion kun modtager kontanter, og der ikke sælges drikkevarer med alkohol. 

Man kan kontakte klubbens SLO på [email protected] eller på +45 30366384 for akutte henvendelser.

 

Denne artikel opdateres løbende, når der er mere information til de medrejsende fans.