Niels Frederiksen: Vi vinder og taber som hold

10.08.2019 09:35

I morgen kl. 18:00 gælder det opgøret mellem Hobro IK og Brøndby IF på DS Arena.

Cheftræner Niels Frederiksen reflekterer her over opgøret og fremhæver, at man skal fastholde det chanceskabende offensive spil, men finde en bedre balance i den defensive organisering.

- Vi har brugt noget tid på at evaluere kampen i torsdags og fundet de ting frem, som vi gjorde godt, og de ting, vi ikke lykkedes med. Vi spiller faktisk en god anden halvleg mod S.C. Braga og lykkedes med at skabe gode chancer, men de fire mål vi indkasserer i løbet af kampen kommer alt for nemt. Vi skal have rettet de fejl, vi laver, både taktisk og individuelt, for det er frygteligt frustrerende for spillerne, trænerstaben og klubbens fans, at vi indkasserer nemme mål i øjeblikket.

- Det er et kollektivt ansvar, vi må tage, når vi står i vores defensive organisering, for vi vinder og taber som et hold. Det er ikke kun forsvaret og målmanden, der har ansvaret for at forsvare, men hele holdets ansvar at forsvare godt, når modstanderen erobrer bolden. I trænerstaben er vi tilfredse med, at vi kommer frem til mange chancer og scorer de mål, vi gør. Så vi skal blive bedre til at skabe den rette balance, hvor vi ikke åbner så meget defensivt, men samtidig får kreeret de chancer, vi skal.

Cheftræneren har respekt for morgendagens modstander, hvor han især hæfter sig ved Hobro IK’s offensiv.

- Hobro IK er gode offensivt, hvor de har nogle dygtige offensive profiler. Men de er også et hold, som jeg tror på, at vi med vores offensive kræfter kan skabe en del chancer imod. En sejr mod Hobro IK er vigtig for os, for vi ønsker at fastholde vores position i toppen af 3F Superligaen. Vi vil gerne ramme et højt pointgennemsnit, og hvis vi vinder i Hobro, så har vi to point i snit for de første fem kampe. Så i morgen skal vi ud og jagte sejren og de tre point.

Har du endnu ikke købt billet til udebaneafsnittet på DS Arena, kan du gøre det her. Kampen mod Hobro IK bliver ligeledes den første kamp i den nye udebanetrøje, som du allerede nu kan købe online på brondbyshoppen.dk.

Foto: Getty Images