Kamil Wilczek: Går altid efter et højt tempo

14.07.2019 09:00

Når klokken i aften runder 18:00, går det endelig løs i 3F Superligaen for Brøndby IF i premieren mod Silkeborg IF.
 
Det er blot tre dage siden, de blågule hjemme vandt 4-1 over FC Inter Turku i Europa League-kvalifikationens første runde.
 
Spørger man tomålsskytten og den nyligt genudnævnte anfører, Kamil Wilczek, er der flere gode momenter fra kampen, holdet kan tage med sig ind til aftenens opgør.
 
- Det var en rigtig god kamp, og det var rart at score to mål. Vi spillede på et højt niveau de første 20 minutter, men så sænkede vi tempoet lidt og blev lidt langsomme på bolden. Og så scorer de på den ene chance, de har. Vi så, hvor vigtigt det er at spille med højt tempo og være aggressive, og det, synes jeg, fungerede godt med en masse chancer og nogle mål. Det er altid vigtigt i begyndelsen at vinde, og det gav os god energi. Det er et godt resultat at starte på før Superligapremieren, fortalte den polske angriber.
 
Silkeborg IF vandt sidste sæson Nordicbetligaen og er derfor atter at finde i Superligaen. Det bliver også en helt anden kamp i aften end kampen i torsdags, forudser Wilczek.
 
- Vi vil gerne spille hurtigt igennem hele kampen, så vi kan stresse modstanderen. Jeg er sikker på, at kampen mod Silkeborg vil blive en anden kamp, men vores gameplan er den samme. Vi går altid efter at stresse modstanderen og spille offensivt med højt tempo og aggressivitet. Hvis vi kan dét, så tror jeg, at vi får et godt resultat.
 
- Når der rykker et nyt hold op i Superligaen, vil de altid bringe en masse ny energi og være ekstra motiverede til at bevise deres værd. Vi skal derfor være fokuserede og disciplinerede nok til at håndtere dem, så det handler om at finde balancen. 
 
Går forrest som anfører
I onsdag blev det besluttet, at Kamil Wilczek fortsat får lov at trække anførerbindet over armen, og det er en tjans, Wilczek er særligt stolt over.
 
- Jeg er stolt over at skulle fortsætte som anfører - det er en stor fornøjelse. For mig handler det først og fremmest om at gøre det bedste og hjælpe holdet, så meget jeg kan. Jeg prøver at være et eksempel og gå forrest. Der følger et stort ansvar med som anfører, jeg skal have med i tankerne, men jeg har fået en del erfaring fra foråret, og jeg føler mig klar til at tage denne rolle på mig igen.
 
Har du ikke købt billet til 3F Superligapremieren, kan du gøre det her.
 
Du kan se dagens program i Fanzonen og Familie Loungen her.
 
Foto: Getty Images