Jan Bech Andersen: Ny direktion skal sætte scenen for fremtidens Brøndby IF
10.07.2019 09:20
Som netop meddelt til fondsbørsen vil den kommende direktion i Brøndby IF bestå af administrerende direktør Ole Palmå og Carsten V. Jensen som fodbolddirektør. Bestyrelsesformand Jan Bech Andersen sætter her ord på ændringerne i direktionen i Brøndby IF.
- Vi evaluerer løbende vores ledelses kompetencer og styrker op imod vores strategiske fokus. I den forbindelse har vi konkluderet, at vi fortsat ønsker en lille og lean to-mandsdirektion, men at vi i direktionen skal have tilført en person med stærk fodboldkøbmandskab og -faglighed. I tillæg ønsker vi at intensivere udviklingen af vores kommercielle aktiviteter med vores fans og samarbejdspartnere. Skal vi realisere det store potentiale, vi som klub har, og nå de mål, vi har sat os i de kommende år, er det derfor naturligt for os, at vi nu vælger at placere Ole Palmå i spidsen for vores klub som administrerende direktør. Ole har vist, at han har en fantastisk evne til at bygge dybe relationer til partnere, og så har han også påvist sin evne til at repræsentere Brøndby IF og samle medarbejdere og frivillige på tværs af klubben.
- Som administrerende direktør vil Ole sammen med Carsten V. Jensen som fodbolddirektør udgøre vores nye direktion, og de to vil sætte scenen for fremtidens Brøndby IF. Fans og sponsorer samt selve fodboldspillet er de primære fokusområder for en fodboldklub, og derfor har vi med den nye direktion bestående af Ole og Carsten fundet den rette kombination af kompetencer og erfaring, der vil bidrage til, at Brøndby IF kan realisere målet om at blive en bæredygtig fodboldforretning med konsistent opfyldelse af vores sportslige og kommercielle målsætninger.
- Med Ole ombord og strategi 6.4 som rorpind har vi som bestyrelse set, hvordan vi kommercielt er godt i gang med at indfri det store potentiale, vi ved, klubben har. Ole har siden sin tilgang til Brøndby IF tilbage i 2017 været med til at sikre en positiv udvikling i selskabets omsætning, som har været stærkt medvirkende til, at vi i 2018 leverede det bedste resultat siden 2006 med et overskud før skat på 10,4 mio. kr. Vores omsætning i 2018 steg med hele 26 % til 185,7 mio. kr., og her var det særligt indtægterne fra sponsorerne, der steg. I 2018 løftede vi således indtjeningen fra sponsorer til næsten 64 mio., hvor det samme tal blot to år før lå på 40 mio. kr. Allerede på nuværende tidspunkt kan vi således konstatere, at indtægterne fra partnere og sponsorer i første kvartal 2019 fortsætter med at stige.
Bestyrelsen har samtidig valgt at sige farvel til Jesper Jørgensen. Jesper Jørgensen kom til Brøndby IF i 2009 som økonomidirektør og har af to omgange bestredet posten som administrerende direktør, senest fra marts 2016.
- Jeg vil gerne benytte lejligheden til personligt og på vegne af en samlet bestyrelse at udtrykke vores store taknemmelighed for Jespers indsats igennem de sidste 10 år. Loyalt, dedikeret og hårdt arbejdende har Jesper spillet en vigtig rolle i klubben i stillinger som hhv. økonomidirektør og administrerende direktør. Jesper har været en vigtig brik i driften af klubben samt i implementeringen af strategi 6.4, hvor han har bidraget med sin store erfaring inden for branchen.
Vi ønsker ham al mulig held og lykke.
Læs hele fondsbørsmeddelelsen her og mere om ansættelsen af Carsten V. Jensen her.