Uhre: Fokus er på fredag

28.05.2019 13:40

Sæsonens sidste kamp står for døren, når vi på fredag møder Randers FC i Superligaens Europa Playoff-finale. Der er kampstart kl. 19:00, og vinderen af opgøret kan se frem til at skulle spille Europa League-kvalifikation i starten af næste sæson.

Der er derfor meget på spil for Brøndby-mandskabet, men det betyder dog ikke, at man allerede er begyndt at kigge frem mod næste sæson, ifølge Mikael Uhre.

- Hvis vi kan vinde kampen på fredag, sikrer vi os nogle kampe i Europa næste sæson, og det betyder selvfølgelig en del i en klub som Brøndby. Men når det er sagt, vil vi gerne slutte af med en sejr for at gå på ferie med en god fornemmelse frem for med en lidt flad fornemmelse. Så fokus er på fredagens kamp og ikke så meget på næste sæson og alt muligt andet, fortæller Uhre, der gerne vil slutte godt af på hjemmebanen.

- Vi skal komme ud som et hold med masser af gejst og flot fodbold. Det skal ikke være sjovt at komme på besøg på Brøndby Stadion, og vi håber at kunne lægge et pres på Randers – både på banen og tribunen – for det er i vores interesse. 

Billetten til Europa Playoff-finalen blev sikret med en sejr i Odense, og for Mikael Uhre, der selv målet til 2-0 i den kamp, er der især én ting, man kan tage med fra lørdagens opgør.

- Det lykkedes os først og fremmest at holde OB fra at score, og det skal forsvaret have stor ros for. Derudover havde vi to skud på mål og scorede på begge, så vi viste virkelig kynisme i begge felter, og det vil vi meget gerne tage med til fredag.

Der er GULT STADION på fredag, og det kan du læse meget mere om her.

Foto: Getty Images