Getty Images

Kaiser: Vi skal give alt, hvad vi har

22.05.2019 13:05

På lørdag venter sæsonens forhåbentligt næstsidste kamp, når vi på udebane møder OB. Med en sejr i Odense kan vi sikre os endnu en kamp i Superligaens endelige Europa Playoff-opgør hjemme på Brøndby Stadion.

At vi nærmer os afslutningen på sæsonen, kan mærkes hos Brøndby-spillerne, men for Dominik Kaiser gav mandagens storsejr over FCM vigtige kræfter til slutprogrammet.

- Efter de første minutter af kampen mod FCM kunne vi godt se, at det ville blive en rigtig hård kamp – ikke blot for benene, men også rent mentalt. Men især i anden halvleg leverede vi en stærk præstation og viste, at både benene og hovederne var, hvor de skulle være. Og sådan en sejr giver altid ekstra energi og tro på tingene, fortæller midtbanespilleren, der selv fik de sidste 20 minutter på banen.

Kampen i Odense er første skridt mod kvalifikationen til Europa League, og ifølge Kaiser nytter det ikke noget at se tilbage på en lang sæson, hvis man vil tage netop det skridt.

- De seneste uger generelt var godkendte rent spillemæssigt, men resultaterne har simpelthen været for svingende, og det så vi især i pokalfinalen. Det var en stor skuffelse, men vi har fået endnu en chance for at sikre os europæisk fodbold næste sæson, og den skal vi tage.

- Både os spillere, fansene og alle omkring klubben havde forventet meget mere af denne sæson, og vi havde også håbet på at give dem en pokaltitel. Men nu har vi forhåbentligt to meget vigtige kampe, og vi er professionelle fodboldspillere, så vi ved, at det kræver fuldt fokus de sidste to uger, hvor vi skal give den alt, hvad vi har, til træning og i kamp. Og så nytter det ikke noget at kigge tilbage. 

Der er tradition for, at udebaneafsnittet i Odense - ligesom resten af landets udebaneafsnit - er fyldt med blågule fans. Og de kan forvente et hold, der har tænkt sig at kæmpe for at sikre endnu en kamp i sæsonen.

- Vi er i en position, hvor vi skal brænde alt af og give os fuldt ud. For nogle uger siden var vi indstillet på, at den eneste vej til europæisk fodbold var gennem pokalturneringen, men vi har fået en ekstra chance nu, og vi er et godt nok hold til at tage den chance.

Der er stadig billetter til det udvidede udebaneafsnit i Odense, og du kan sikre dig billet lige her.

Foto: Getty Images