Masterclass-overblik: To sejre ud af tre mulige

13.05.2019 15:00

Seks ud af ni mulige point blev udfaldet for den netop overståede Masterclass-weekend, hvor U19-,U17 og U14-truppen var trukket i Brøndby-trøjen. Få det fulde overblik over weekendens kampe nedenfor.

U19: Endnu en sejr
Joakim Mattsson og U19-holdet havde lørdag besøg af Lyngby BK. Det blev til en komfortabel sejr på hele 4-1 over de kongeblå. Vi fik en snak med Joakim Mattsson om kampen.

- Vi spiller en rigtig god 1. halvleg, hvor vi får presset dem godt, og de får ikke ro på bolden. Vi tvinger dem til at løbe efter os. Vi lykkedes godt med at få vores kanter ind i banen, hvilket Lyngby havde svært ved at håndtere. Dette gør, at vi kommer frem til rigtig mange chancer, og vi får scoret på tre af dem. Størstedelen af vores chancer samt vores mål kommer efter godt spil af vores midtbane, hvor vi får skabt en masse rum, som vi var dygtige til at udnytte.

- Vi scorer ’desværre’ til 4-0 ret hurtigt i 2. halvleg, efter en episode hvor vi efter et genpres er meget direkte og fanger dem i ubalance. Herefter dør kampen lidt, og tempoet glider ud af kampen. Lyngby overtager lidt af initiativet og får også reduceret til 1-4 efter et hjørnespark, hvor bolden får lov til at falde til jorden, hvilket vi ikke må tillade. Vi prøvede at ændre lidt småting i vores formation, hvilket vi lykkes rigtig godt med.

U19-holdet har tre kampe tilbage i sæsonen, hvor modstanderne er SønderjyskE, FC Midtjylland og FC København. U19-holdet er i skrivende stund et point bag Esbjerg fB som indtager rækkens tredjeplads. Næste kamp for U19-holdet er lørdag den 18. maj klokken 12:30, hvor de møder SønderjyskE i Haderslev.

Brøndby IF – Lyngby BK  4-1 (3-0)
1-0 Peter Bjur
2-0 Jesper Lindstrøm
3-0 Roni Arabaci
4-0 Roni Arabaci
4-1

Startopstilling:

Peter Bjur Jesper Lindstrøm - Roni Arabaci

Andreas Pyndt - Morten Frendrup - Frederik Nørrestrand-  Peter Bjur

Jacob Rasmussen – Luke Singh – Anton Skipper – Kasper Jørgensen

Mads Hermansen

Bænken:
Ertugrul Teksen
Lucas Balck
Anton Bisgaard
Daniel Holsting

U17: Snævert nederlag
U17-holdet fik ligeledes besøg af de kongeblå fra Lyngby BK, hvor de skulle forsøge at få point. Lyngby kom med to sejre i bagagen, og der var derfor lagt op til en tæt kamp, hvilket også var til at se på resultattavlen. Det blev desværre til en sejr på 1-0 til de kongeblå. Vi fik en snak med cheftræneren Anton Lyme efter kampen.  

- Jeg synes, at 1. halvleg var rodet. Vi manglede struktur i vores spil. Vi var ikke dygtige nok til at vinde duellerne og de boldtab, som Lyngby havde på en svær bane. Vores genpres og positionering fungerede ikke som det skulle, og det betød, at vi desværre ikke fik overtaget, og derfor er det også Lyngby, som kunne bringe sig foran 1-0 i 1. halvleg, fortalte Lyme.

- 2. halvleg fik vi presset dem længere tilbage, og vi får bolden mere, hvilket gør, at vi får overtaget. Vi manglede dog stadig hastighed i spillet med bolden, så vi får desværre ikke udfordret deres organisation. Vi havde svært ved at få spillet til at fungere på den svære bane. Vi skabte kun to store chancer, som deres keeper flot får reddet, og her skal vi simpelthen være bedre.

- Vi skal kigge indad efter nederlaget og kan ikke bruge banen som undskyldning, det er os selv, som var skyld i det. Vi skal investere mere, både når vi har bolden, og når vi ikke har bolden. Kampen ærgrer mig, da vi med en sejr kunne været gået alene på tredje pladsen.

Næste kamp for U17-holdet er tirsdag den 21. maj  mod FC Nordsjælland hjemme i Brøndby.

Brøndby IF Lyngby BK 0-1 (0-1)
0-1
 

Startopstilling:

Mathias Kvistgaarden – Andrew Oseni

Andreas Eriksen

Frederik Valdbjørn – Giran Pyne-Cole

Marinus Larsen

Filip Andersen – Oscar Salling – Cornelius Allen - Matin Saleh

Lucas Ziegler

Bænken:
Tobias Juul
Oliver Rytter
Laurids Andersen
Christian Friedrich

U14: Målrig kamp mod B93
Morten Corlins U14-mandskab skulle følge op på sin ubesejrede stime, da de blågule fra Brøndby IF fik besøg af B93 fra Østerbro. Det endte med hele syv mål i kampen, og heldigvis var fire af dem til de blågule, hvorfor U14-drengene kunne tage endnu en sejr. Det betyder, at de blågule U14-drenge stadig indtager førstepladsen i rækken. Vi fik en snak med Morten Corlin om kampen.

- Vi sad tungt på kampen og kom også foran 2-0 inden for de første 20 minutter på henholdsvis et rigtig godt opspil og på et langskud. Derefter kom B93 lidt bedre med, og de reducerer også til 1-2 inden pausen på et godt mål. Det kom dog lidt ud af ingenting, så det var godt, at det var inden pausen, så vi kunne ændre lidt, da vi efter målet blev lidt for passive i vores spil.

- Anden halvleg startede meget lige, og B93 udligner faktisk til 2-2, men så går alvoren op for os, og vi skruer tempoet op igen, og det har B93 svært ved at følge med på. Så lavede vi to hurtige mål, et efter et hjørnespark og et efter et flot opspil. Herefter bliver vi passive igen, og B93 får så reduceret to minutter før tid, og det hele bliver lidt shaky, hvilket betyder, at B93 ender med at have en stor chance til sidst i kampen, som dog gik forbi mål.

- Jeg er lidt ærgret over, at når vi har kampen i vores hænder og kommer foran med to, så bliver vi passive og skruer ned for tempoet i stedet for at lukke kampen. Det er noget, vi skal arbejde på, så vi ikke risikerer at give point ud til modstanderen.

Næste opgave for U14-mandskabet er den 26. maj ude mod FC Roskilde.

Brøndby IF  - B93 4-3 (2-1)
1-0 Mohammed Salah
2-0 Carl-Emil Pedersen
2-1
2-2
3-2 Michael Opoku
4-2 Mohammed Salah
4-3

Startopstilling:

Michael Opoku – Mohammed Salah – Benjamin Kold

Carl-Emil Pedersen - Mathias Jensen – Bertram Kvist

Matteo Grosso – Ludwig Vraa– Mikkel Durlev - Lucas Sykus

Mads Aaby

Bænken:
Patrick Allentoft
Sander Pedersen