Uhre: Skal komme ud med samme udtryk som mod FCM

26.04.2019 14:45

På søndag er vi igen tilbage på Brøndby Stadion, når Esbjerg fB kommer på besøg. Der er kampstart kl. 16:00, og der er revanche på menuen, efter vestjyderne tog alle tre point i sidste uges opgør i Esbjerg.

Og for Mikael Uhre handler det også om at vise noget andet end i den kamp og gentage det, der virkede i mandags mod FC Midtjylland.

- Det bliver en kamp, hvor vi skal ud og bevise, at vi er bedre end det, vi viste sidste torsdag i Esbjerg. Forhåbentlig kan vi få lægterne med os og levere noget flot fodboldspil. Vi skal komme ud med det samme udtryk, som vi gjorde i Midtjylland og kæmpe for hinanden og løbe for hinanden. Det er grundstenen for vores fodbold, og så må det gode spil komme derefter.

- Det har vi trænet på i denne uge, og jeg synes, at drengene ser klar ud, fortalte Uhre på Brøndby Indefra direkte efter dagens træning.

På træningsbanen har fokus været på de gode takter, holdet viste i sejren over FCM i mandags. Og Uhre bed mærke i flere ting, der fungerede godt, og som forhåbentlig gentages på søndag.

- Jeg synes, at folk var gode til at tage ansvar, og vi fik også sat nogle fine omstillinger op imod dem. Det så vi, da Simon (Hedlund, red.) scorede – det tog jo nærmest kun 10 sekunder, fra at Marvin (Schwäbe, red.) havde bolden, og til at den lå i nettet. Så det handler om at finde nogle af de samme dyder.

Du kan se hele interviewet med angriberen på Brøndby Indefra eller lige her. Hvis du har tiltro til, at Uhre og holdkammeraterne har ild i målstøvlerne på søndag og vinder med 3-0, er der lige nu odds 10 at hente hos Betfair. 

Opgøret fløjtes i gang kl. 16:00, men der er al mulig grund til at komme til Brøndby Stadion allerede fra kl. 11:00. Du kan se hele programmet til ’En Foraårsdag i Brøndby’ her.

Foto: Getty Images