Hermannsson: Vi skal ud at revanchere os

18.04.2019 09:00

I eftermiddag venter vores tredje kamp i Mesterskabsspillet, og denne gang gælder det Esbjerg fB. Det er et hold, som har voldt os problemmer tidligere i sæsonen, men Hjörtur Hermannsson håber, at den spillemæssige fremgang kan ændre det billede. 

- Det er altid svært at spille i Esbjerg på Blue Water Arena. Det er et opgør, som vi ser meget frem til – især oven på sidste kamp, som vi meget gerne vil ud at revanchere. Det er fedt, at der er så mange kampe, så man hele tiden er nødt til at se fremad, fortæller den islandske forsvarsspiller.

- Jeg synes, at der er rigtig meget positivt, som vi kan tage med fra seneste kamp. Vi er nødt til at tage den gode følelse med til Esbjerg, som jeg også synes, vi spillede med sidst. Det er et opgør, hvor vi er nødt til at spille vores bedste for at vinde. Esbjerg er et godt hold, så vi er nødt til at spille en god kamp, hvis vi skal have point med hjem til Vestegnen.

Endnu engang kan Brøndby-holdet se frem til at spille 300 kilometer vestpå, men stadig have følelsen af at spille hjemme. Udebaneafsnittet meldes således meget tæt på udsolgt, og det er noget, som spillerne værdsætter.

- Det er en sindssyg god følelse, at vi efter at have tabt i weekenden har et udsolgt udeafsnit i Esbjerg. Vi værdsætter virkelig den støtte, som alle vores fans giver, og især også de fans, som følger os rundt i hele landet. At kunne spille udekampe med følelsen af, at vi spiller hjemme, hjælper os virkelig på banen.

Der er kickoff torsdag eftermiddag kl. 16:00 på Blue Water Arena, men er du forhindret i at stå på tribunerne til kampen, kan du se den live på Canal 9. Og så dækker vi den selvfølgelig også live på Brøndby Live.

Foto: Getty Images