Marvin Schwäbe: Ingen nemme kampe i Mesterskabsspillet

16.04.2019 13:33

De første kampe i Mesterskabsspillet har været meget jævnbyrdige for alle hold. Kampen om bronze ser ligeledes meget tæt ud, hvilket gør det vigtigt, at alle kampe bliver prioriteret. På torsdag gælder det Esbjerg fB ude, og her venter der en svær modstander, spår Marvin Schwäbe:

- I Mesterskabsspillet er der ikke nogen nemme kampe, og dette bliver heller ikke nemt. Vi skal have tre point i jagten på bronzen. Sidste gang vi var i Esbjerg, tabte vi 2-1, selvom vi til sidst havde chancer til at få point. Så denne gang er det vigtigt, at vi udnytter vores chancer og får styr på vores defensive organisation.

- Det er vigtigt, at vi kommer stærkt tilbage efter weekendens nederlag og viser, at vi har rykket os meget spillemæssigt. Jeg synes, at især spillet fra de første 40 minutter i kampen mod FCK er noget, som vi skal tage med til Esbjerg, for så slår vi dem. Det kræver, at vi alle spiller op til niveau og udnytter de muligheder, vi får.

Der er meldt tæt på udsolgt til udeafsnittet i Esbjerg, og det er noget, som spillerne sætter rigtig stor pris på.

- Den opbakning, vi får, er ubeskrivelig. Jeg kan ikke beskrive det med ord. Det er ubetinget af, hvilken kamp det er – om det er ude eller hjemme – så er der altid proppet med Brøndby-fans. Det er fantastisk at spille foran så mange af vores fans hver gang, siger Brøndby IF's nummer 1.

Der er kickoff torsdag eftermiddag kl. 16:00 på Blue Water Arena, men er du forhindret i at stå på tribunen til kampen, kan du se den live på Canal 9. Og så dækker vi den selvfølgelig også live på Brøndby Live.

Foto: Getty Images