Hedlund: Ville være dejligt at vinde mit første Derby

12.04.2019 14:17

Det bliver en ny oplevelse, en førstegangsoplevelse for Simon Hedlund, når han på søndag står i sit første Derby. Det er en af de allerstørste kampe i skandinavisk fodbold, og selv om han ikke har prøvet et Derby før, kan han godt mærke, der er en speciel kamp på vej.

- Jeg har hørt, det er sjove kampe at spille med mange fans på tribunerne, og det er noget, alle glæder sig til. Det gør jeg selvfølgelig også. Man vil altid gerne spille for så mange som muligt, og det er sådanne kampe, man lever for som fodboldspiller. Jeg har kunnet mærke hele ugen, at det er Derby-uge.

- Det ville være fedt med tre point. Det er altid sjovest at vinde fodboldkampe, og det ville være fedt med en sejr i mit første Derby. Det må være en utrolig følelse personligt og som hold, lyder det fra Hedlund.

Selv om han ikke har stået i et Derby før, føler han sig ikke uforberedt. Holdkammeraterne har sat ham ind i, hvad kampene har af betydning på både græs og tribuner.

- Nogle af de andre spillere har sagt, at vinder vi mod FCK, er det et stort plaster på såret i forhold til sæsonen, og det håber jeg, vi kan give dem. De har været fantastiske, siden jeg kom til Brøndby IF, og jeg tror, det bliver endnu vildere på søndag.

Navnebror og landsmand Simon Tibbling prøvede i sit første Derby at komme ind og sikre os sejren på Brøndby Stadion i sidste sæson, men det er ikke noget, Simon Hedlund bruger voldsomt mange kræfter på at spekulere i.

- Jeg så, hvor fedt det var for Tibbling at komme ind og afgøre sit første Derby. Det kunne da være fedt at prøve, men det er ikke det vigtigste. Det er, at vi vinder. Så kommer alt andet i anden række.

Hvis du modsat Simon Hedlund vil spekulere i, at han bliver matchvinder i en sejr på 1-0 på søndag mod FC København, kan du i skrivende stund hos Berfair få odds 10.00 på Brøndby IF’s nummer 27 som første målscorer og odds 8.00 på en sejr på 1-0.

Der er stadig enkelte billetter tilbage på J. Jensen-tribunen. Du kan lige nå at sikre dig din plads her.

Inden kampen er der masser af muligheder for at nyde optakten med andre blågule fans i Fanzonen, Familie Loungen eller Ebbe Skovdahl Fan Lounge, der alle har fuldt program for dagen. Læs mere her.

Foto: Getty Images