Fanafdelingen i Brøndbyernes IF: En fantastisk mulighed

04.04.2019 15:45

En ny forening i Brøndby IF har set dagens lys. Fanafdelingen i Brøndbyernes IF er navnet, og fremover er det meningen, at den skal være stedet, hvor Brøndby-fans bliver hørt og kan komme med deres ønsker.

Til tirsdagens generalforsamling var Sune Blom repræsentant for den nye forening, og selvom han har været en del af bestyrelse i Brøndby IF A/S siden 2014, var det i tirsdags i en anderledes rolle.

- Den helt store forskel fra tidligere er, at vi nu har en vedtægtsikret plads i bestyrelsen. Som forening er vores opgave derfor nu at finde ud af, hvad der er vigtigt for fansene i Brøndby IF, hvad vi gerne vil opnå på den lange bane, og hvordan vi kort sagt bedst får udnyttet denne plads i bestyrelsen, fortæller Sune Blom, der tidligere har været medstifter af Brøndby Supporters Trust.

Og han mener, at Fanafdelingen har fået en unik mulighed for at give Brøndby-fans de bedst mulige vilkår – og samtidig være bannerførere for fandeltagelse i dansk fodbold. 

- Vi vil gerne skabe en dialog blandt fansene og finde processer, der sikrer, at alle bliver hørt, og at ønskerne i sidste ende bliver formuleret til forslag til bestyrelsen. Det er vores opgave her på den korte bane. Vi har fået en fantastisk mulighed for Brøndby-fansene – og for fans i dansk fodbold generelt – og den skal vi udnytte på bedst mulige måde.

- I kraft af at det er en vedtægtsikret plads i bestyrelsen, er vi nu en del af klubben på lige fod med amatørafdelingen og andre afdelinger, og vi har derfor en helt anden platform, end vi tidligere har haft. Det her er platformen, hvor Brøndby-fans kan komme med deres input og forslag til forbedringer, og så kan de tages videre.

De store ambitioner og hjælpen i hverdagen
Bag repræsentanten Sune Blom er der en hel bestyrelse i Fanafdelingen, og her sidder Lasse Bauer som formand. Og hans arbejde er allerede i fuld gang.

- Først og fremmest består vores arbejde i at få opbygget en forening, der fungerer og dermed også vokser. Vi vil gerne have så mange medlemmer som muligt, og med medlemmer mener vi fans – høj som lav. Det er vigtigt at få et så bredt grundlag som muligt, så vi som forening kan være sparringspartner med repræsentanten i bestyrelsen og være sikre på, at vores forslag er repræsentative for hele Brøndby IF’s fanscene, fortæller Lasse Bauer, der tidligere har fungeret som SLO i Brøndby IF.

Foreningen er blot en måned gammel, så der er stadig mange ting, der er i sin spæde fødsel. Men selvom der er store ambitioner på foreningens vegne, er arbejdet med de kortsigtede projekter allerede påbegyndt.

- Vi har langsigtede mål, hvor vi ser meget mod Tyskland, der er lykkedes med at få fansene inkluderet i klubberne. Men på den kortsigtede bane ser vi allerede mod sociale projekter på Vestegnen – både i samarbejde med klubben, men også alene som forening – og vi hjælper amatørafdelingen med at skaffe frivillige til diverse projekter, bl.a. Brøndby Cuppen, der løber af stablen i juli.

- Som formand er det rart at se den store mangfoldighed i foreningen. Vi er jo stadig en meget ung forening, så der er meget af det grundlæggende, der skal på plads, men jeg synes, vi er kommet godt fra land. 

Du kan læse meget mere om Fanafdelingen i Brøndbyernes IF lige her, og hvis du også vil have en stemme, når der bliver taget beslutninger blandt Brøndby IF’s fans, kan du melde dig ind i foreningen her.

Foto: Getty Images