Röcker inden søndag: Positivt pres

07.03.2019 15:22

Sidste hjemmekamp i Superligaens grundspil venter på søndag, når AaB kommer på besøg. Der er lagt op til en tæt kamp om at komme i Mesterskabsspillet, og tre blågule point ville lune gevaldigt i regnskabet, som gøres op efter runde 26.

Træningen frem mod opgøret er i fuld gang, og til trods for dagens regnfulde omgang på bane 2, var anfører Benedikt Röcker tilfreds med det, han så.

- Det var en god træning med godt humør og meget høj intensitet. Hele holdet er meget fokuseret, og det er også vigtigt i forhold til kampen på søndag. Det bliver en spændende kamp, og jeg glæder mig til den, fortæller forsvarsspilleren, der glæder sig til de sidste to kampe i Grundspillet.

- Der er pres på, men det er ikke noget, der tynger os – tværtimod. Det er et positivt pres. Vi ved, hvad det handler om, og hvad der kræves af os. Vi spiller hjemme med vores egne fans i ryggen, så der er ingen grund til at blive andet end motiveret af det øgede pres. 

Sidste kamp endte med et ærgerligt nederlag i Odense, men til trods for resultatet viste Brøndby-holdet gode ting, der kan tages med til søndagens opgør. 

- Jeg synes, vi viste godt spil i store perioder af sidste kamp, hvor vi lavede nogle kontraangreb og også havde energi i spillet, når modstanderen havde bolden. Og det er det, vi skal vise igen på søndag fra første fløjt. AaB skal ikke være i tvivl om, at vi er fast besluttede på at få sejren. 

- Der var mange gode ting i kampen mod OB, men man er jo altid nødt til at score, hvis man har tænkt sig at vinde en fodboldkamp. Og det gjorde vi ikke. Så vi kan tage elementer med fra den kamp, men generelt er fokus 100% rettet mod søndagens kamp, og vi fortsætter med at træne hårdt i morgen og lørdag, så vi er helt klar. 

Der er kampstart mod AaB kl. 18:00 på søndag, og du kan sikre dig billet her. Men det er ikke kun på banen, der kommer til at være gang i den – også inden opgøret i Familie Loungen og i Fanzonen er der fuldt program inden opgøret. Læs mere her.