Ebbe Sand: Skal sætte strøm til talentarbejdet

06.03.2019 08:21

Flotte sportslige resultater og stor kommerciel fremgang siden 2016 gør, at Brøndby IF i dag i forbindelse med årsregnskabet har udsendt en opdateret Strategi 6.4 for de kommende fire sæsoner.

Sportsdirektør Ebbe Sand forklarer de sportslige implikationer som den opdaterede strategi har.

- Sportsligt har vi gjort det rigtig flot siden 2016 med underholdende presfodbold, to sølvmedaljer og to pokalfinaler, hvoraf vi vandt den seneste og i denne sæson har vi allerede spillet os videre til pokalsemifinalen. Så vi har gjort det rigtig godt, og det skal vi fortsætte med. Den opdaterede Strategi 6.4 er derfor fuldstændig uændret, når det gælder vores måde at tænke fodbold på. Vi skal stadigvæk spille presfodbold og spille med om medaljer og pokaler i toppen af dansk fodbold hvert år.

Den opdaterede Strategi 6.4 øger fokus på talenterne i klubben, forklarer Ebbe Sand.

- I Brøndby IF er vi rigtig dygtige til år efter år at udvikle en lind strøm af talenter til diverse ungdomslandshold, og senest i 2018 havde vi 20 ungdomsspillere repræsenteret på diverse ungdomslandshold, men det er ingen hemmelighed, at vi ønsker at flere af vores egne talenter tager det fulde skridt ind på vores Superliga-hold. Vi ønsker med den opdaterede Strategi 6.4 at sætte endnu mere strøm til vores talentarbejde i årene, der kommer. Vi øger derfor budgetterne for det sportslige set-up, således at bl.a. Brøndby Masterclass-budgettet i kalenderåret 2022 forventes at kunne øges med cirka 50% i forhold til det, som oprindelig var forventet i Strategi 6.4 i kalenderåret 2019. Vi forventer ikke, at der allerede til sommer vil stå et helt kuld talenter klar til at gå ind i startopstillingen i Superligaen. Det kommer til at tage tid, og vi har tålmodigheden, men hvis vi ikke prioriterer det i vores budgetter nu, så kommer det til at tage endnu længere tid.

- Det øgede fokus på talenter betyder ikke, at vi ikke kommer til at investere i gode spillere udefra. Vi skal selvfølgelig fortsat hente dygtige spillere udefra, der kan løfte vores trup, som vi for eksempel har gjort med Simon Hedlund, ligesom vi fortsat vil investere i at have nogle af de allerbedste træningsfaciliteter og den nyeste teknologi til rådighed, så vi kan gøre vores spillere bedre, uanset om de er talenter eller erfarne landsholdsspillere.

Den opdaterede Strategi 6.4 for de kommende fire år kan læses her.