Lasse Vigen: Vi ved, hvad forventningerne er

21.02.2019 11:06

På søndag kommer Randers FC på besøg, når årets første Superliga-kamp på Brøndby Stadion skal spilles.

Det er også første kamp med et nyt træner-team i spidsen for Superliga-truppen, og Lasse Vigen er ikke i tvivl om, hvad kravet til ham selv og spillerne er

- Vi ved, hvad vi skal ud og levere på hjemmebane. Vi ved, hvad forventningerne er, og vi ved, at vi ikke har levet op til dem hidtil i denne sæson, så vi skal løfte sammen som hold og begynde at vinde fodboldkampe for vores fans.

- Nu kigger vi fremad og kan få noget fornyet energi, der kan give et boost i den rigtige retning. Det er vigtigt, at vi går ud og leverer en god præstation, men først og fremmest få vundet nogle fodboldkampe, for det giver også en ny og bedre energi, lyder det fra midtbanespilleren.

Opskriften på opgaven på søndag er simpel for Lasse Vigen, der forventer én ting af sig selv og truppen.

- Vi er nødt til at gå ud og give alt. Vise den kvalitet, vi har. Der er for mange kampe i denne sæson, hvor vi er gået på banen og ikke fået vist, hvad vi står for, men det vil vi gøre søndag og forhåbentlig resten af sæsonen.

Du kan købe billet til kampen her, og så er der selvfølgelig også forårspremiere i Fanzonen, som du kan læse mere om her.