Fire sider af Lasse Vigen

Lige så udtryksfuld han er på banen, lige så stille er han uden for kridtstregerne – medmindre du kommer tæt på ham. For Lasse Vigen er en privat person, der hellere vil lade fodboldstøvlerne end munden tale.

Men en eftermiddag på Brøndby Stadion fik vi alligevel Lasse til at åbne lidt op.

Drengen
- Vi taler om en lille vestjysk knægt, der voksede op i en lille by, der hedder Tjæreborg og ligger 10 kilometer uden for Esbjerg. Jeg havde en storebror, der spillede fodbold, en mor, der spillede badminton og en far, der havde spillet fodbold på ret højt niveau i ungdomsrækkerne. Så det var skrevet i stjernerne, at jeg skulle gå til en eller anden sport, og det blev så til fodbold, håndbold og badminton. Jeg var en af de unger, der ikke kunne få nok af at bevæge mig, så når jeg ikke var til træning, var jeg på boldbanen med de andre drenge.

- Jeg havde det ok med at gå i skole. Det var klart, at jo ældre jeg blev, var der andre ting, der var mere spændende end skolen, men jeg havde en god skoletid i de første otte år. Jeg gik ud af skolen i Tjæreborg efter sjette klasse, fordi jeg skiftede fodboldklub til Esbjerg fB, og så tog jeg syvende, ottende og niende klasse i en eliteidrætsklasse på Vestervangskolen i Esbjerg. Det var med fodboldspillere, ishockeyspillere, svømmere og så videre fra området.

- Min fritid bestod af sport. Det handlede om at spillede noget bold med vennerne eller finde på noget, der havde med sport at gøre. Vi mødte gerne en halv time før i skole, så vi kunne nå at spille lidt fodbold. Det gjorde vi også i alle pauser og frikvarterer. Det var det vigtigste for mig dengang – at bevæge mig og være sammen med mine venner. Jeg tror, det var en helt almindelig ungdom for en vestjysk dreng.

Foto: Privatfoto

- Det er svært at tænke tilbage på, hvad jeg ville være som barn, for jeg har altid bare villet være fodboldspiller. Planen havde måske været en efterskole eller gymnasiet, men nu viste det sig i 11-12-årsalderen, at fodbold begyndte at blive forholdsvis seriøst for mig, og derfra var det mere eller mindre alt på ét bræt. Det er jo så heldigt her i Danmark, at hvis man ikke lykkes med sin drøm, så kan man stadig nå at få en rigtig god uddannelse og få en anden karriere, men for mig stod det altid klart, at det var fodbold, jeg ville.

- Mine forældre bakkede mig op og syntes, det var fedt, at jeg var så målrettet og engageret. Min storebror havde også taget skridt i den retning og skiftede til Esbjerg som 15-årig, tror jeg. Min far var træner på U19-holdet i Esbjerg, og da jeg var 11-12 år, og man skulle til at spille 11-mands, skete der en skrivebordsfejl i Tjæreborg, der gjorde, at vi skulle spille syvmands et år mere. Og så spurgte min far, om jeg ikke skulle ind og prøve at spille med i Esbjerg, og det gjorde jeg så.

- Jeg boede hele tiden hos min mor i Tjæreborg. Mine forældre blev skilt, da jeg var fem år gammel, så min far boede i Esbjerg, og der var jeg i nogle weekender. Det fungerede rigtig godt, og de har altid haft et godt forhold til hinanden, så det er ikke noget, hverken min bror eller jeg har lidt under på nogen måde. Så kørte min mor mig den ene vej, og min far den anden, eller også tog jeg toget.

Fodboldspilleren
- Jeg skiftede som sagt til Esbjerg, inden jeg skulle i syvende klasse. Derfra begynder det at blive rigtig seriøst med morgentræning inden skole og så træning igen efter skole om eftermiddagen. Jeg trænede allerede på det tidspunkt seks-syv gange om ugen og spillede så kamp i weekenden. Så det var ret seriøst, og som U15-spiller blev der skruet lidt op igen, og selv om det stadig var regionalt, spillede vi med, hvor det var sjovt. Og det er nok der, det for alvor går op for en, at det her kan blive noget, man måske kan leve af. Det var der, jeg fik min første ungdomskontrakt, og det var vi kun to på min årgang, der fik.

Foto: Privatfoto

- Som førsteårs U17 kommer jeg også med på U16-landsholdet. Der fik man lov til at måle sig mod spillere fra hele landet og ikke kun fra Esbjerg. Det er på U16-landsholdet, jeg også møder ’Nør’ (Christian Nørgaard, red.) og alle de andre fra årgang '94, jeg kom til at spille med i årene frem.

- Hele den udvælgelsesproces fra de regionale talentcentre til de nationale- med 80 spillere, der skal skæres ned til 18 stykker, tror jeg – at komme igennem dét nåleøje er stadig et af de mest stolte øjeblikke i min karriere. Det var en stor ting for mig at nå sådan en milepæl. At der var nogen, der syntes, jeg var god nok til at spille i en landsholdstrøje, var  stort for mig. Det blev dog på ingen måde en sovepude for mig. Tværtimod betragtede jeg det som et kæmpe skulderklap og en kæmpe motivation, for nu var det ikke bare mig, mine forældre og nogle venner, der syntes, jeg kunne finde ud af at spille fodbold – det var også nogle omkring landsholdene, der syntes det.

Foto: Getty Images

- Efter jeg havde spillet mine første to landskampe mod Irland som U16, blev jeg inviteret til prøvetræning i Arsenal. Det var ret vildt, for Arsenal er min klub. Det er den klub, jeg altid har fulgt, og jeg har alle trøjerne derhjemme. (Thierry, red.) Henry var min helt store helt og senere Fabregas, så da Arsenal henvender sig, bliver det en helt vild oplevelse for mig. Jeg får lov til at træne med i en uge og er senere med deres U16-hold til en turnering i Italien. Så fra at have købt deres trøjer hvert år lå der nu et Arsenal-sæt til mig på en bænk, som jeg skulle ud og spille i. Det var næsten uvirkeligt for mig. Som 15-årig skulle jeg ud og spille for Arsenal mod bl.a. Juventus og andre store hold fra Italien. 

- De tog rigtig godt imod mig, og det var en rigtig god oplevelse. Jeg var bare en 15-årig dreng, der var glad for at spille fodbold, og pludselig stod jeg med alle de her fede oplevelser. Det blev så aldrig rigtig til mere. Arsenal kontaktede Esbjerg, men de kunne ikke blive enige om prisen, og det blev derfor aldrig til noget. Set i bakspejlet var det helt fint. Jeg var kun 15, og jeg sidder ikke i dag og tænker, ’bare det var lykkedes’, for det havde været for tidligt for mig. Også selvom det var en drengedrøm.

- Op til mit andet år som U17-spiller skiftede jeg til FC Midtjyllands akademi og spillede en rigtig god sæson der. Mod slutningen af sæsonen bliver jeg faktisk rykket op på U19 og spiller nogle af de sidste kampe der. Jeg tog beslutningen  om klubskiftet sammen med min familie og agent på trods af, at jeg også havde gode muligheder for at udvikle mig i Esbjerg og var rigtig glad for at være der. 

- Efter halvandet år skiftede jeg til Fulham. Det var en lidt længere proces, for de var allerede på banen året inden, hvor vi var til EM med U17-landsholdet i Serbien og U17 VM i Mexico.  Til EM slår vi England, Frankrig og Serbien og når til semifinalen, hvor vi taber til Tyskland. Det var med Nør, Zohore, Riza og Viktor Fischer, Lucas Andersen og så videre. Der viste Fulham interesse, men det fejede jeg lidt væk, for jeg havde det godt i FCM. Men efter et halvt år kom Fulham tilbage, og der passede det så lidt bedre. 

Foto: Getty Images

- Fulham havde et rigtig godt akademi, da jeg skiftede til klubben. De havde fået en ny ledergruppe, der var kommet ind fra Southampton under ledelse af Huw Jennings, der havde et rigtig godt akademi, som udviklede spillere som Gareth Bale, Theo Walcott, Oxlade-Chamberlain og Luke Shaw. Den ledergruppe tog over i Fulham, så vi var mange spillere, der kom til Fulhams akademi på det tidspunkt. Jeg trænede med i en uges tid og kiggede så mine nærmeste i øjnene og sagde ’det er nu, vi gør det’.

- Det var en lidt hård beslutning, men jeg tror, det hjalp mig meget, at jeg allerede havde været hjemmefra med skiftet til FC Midtjylland. Det havde nok været for svært at skifte direkte hjemme fra mor i Tjæreborg til London, men det var stadig en svær og hård beslutning, for der var også interesse fra danske klubber, og jeg kunne måske også været blevet i FC Midtjylland. Men jeg havde en oplevelse ovre i Fulham en af dagene, hvor vi trænede på banen lige ved siden af Premier League-holdet. De manglede nogle spillere den dag til træning, så nogle af os kom over og trænede sammen med dem. Min store drøm har altid været at spille i Premier League, og det er sværere at lære at blive Premier League-spiller andre steder end i en Premier League-klub og så tæt på den trup, der spiller der. Så selv om det var en svær beslutning, var jeg ikke i tvivl om, at det var den rigtige, da jeg først stod derovre.

- Jeg har en familie, der er rigtig støttende og min far har vel set 95% af mine kampe, siden jeg startede med at spille fodbold. Han rejser med overalt, også når det var med landsholdet, og min mor har på den allerbedste mor-måde altid været der for mig. Min far var med derovre til hele prøvetræningsforløbet, men jeg kan godt huske følelsen, da jeg bliver sat af ved min plejefamilie, hvor jeg skulle bo det første halve år, og kom ind på mit værelse, har sat mine ting fra mig, og min far sidder i en taxa mod lufthavnen. Det var en surrealistisk følelse af ’nå, nu er det dét’. Så sad man der på et værelse i Kingston upon-Thames i det sydvestlige London. 

- Det første halve år var rigtig hårdt. Jeg kan huske, jeg havde en snak med dem, da jeg kom derover. Jeg fortalte dem, at jeg var vant til at træne seks-syv gange om ugen, men det første halve år skulle jeg 'bare tage det stille og roligt. Vi forventer ikke noget af dig de første seks måneder og bedømmer dig ikke på det. Der skal du lige vænne dig til tingene'.

- Der tænkte jeg, at det skulle jeg nok klare, men jeg blev hurtigt klogere, for det er en meget anderledes måde at træne på. For første gang var det noget med vægttræning og gerne to-tre gange om ugen. Nogle gange op til en kamp i weekenden på U18-holdet, løb jeg rundt og kunne ikke mærke mine ben. Men jeg kom godt igennem det, og i min første sæson vandt vi U18-mesterskabet i England med mig som en mere eller mindre fast del af holdet hele vejen igennem. Det var en god start. Det var egentlig meningen, jeg skulle være med U21-holdet, men jeg endte med at spille rigtig meget med U18, hvilket nok var en god ting – at spille med mine jævnaldrende i min første periode, hvor jeg bare kom hjem efter træning og smed mig på sengen for at lade op og samle kræfter til næste dag.

Foto: Privatfoto

- De første to og et halvt år gik godt. Jeg startede på U18 og rykkede så op til U21, og det var der, man en gang i mellem fik lov til at træne med Premier League-truppen. Der var var jeg gået fra at være den lille, der kunne løbe hele dagen, til at have fået lagt muskler på og blevet mere eksplosiv. Der skete en stor fysisk ændring for mig, og kunne mærke, at den plan, der var lagt for mig, virkede. Jeg følte en stor udvikling, og jeg kunne især mærke det, når jeg var hjemme med landsholdet; at jeg havde taget nogle skridt rent fysisk, hvilket var vigtigt for mig i forhold til at klare mig på næste niveau. Samtidig gav det mig blod på tanden og lyst til at give den mere gas og arbejde hårdt. Det gjorde jeg så det år på U21-holdet i Fulham.

- Under René Meulensteen blev jeg rykket op i førsteholdstruppen, og jeg sidder på bænken hjemme mod Aston Villa og er 19. mand mod Tottenham. Der er jeg 18 år, og der er jeg en af de her små knægte med store øjne, der tænker ”hold da op". Inden Meulensteen bliver fyret, får jeg min debut på udebane i FA-cuppen mod Norwich, og så kommer Felix Magath ind og er der fra januar og frem til sommer. Der er jeg stadig med i truppen, men som en del af det tynde øl, der kunne få lov til at løbe rundt om banen. Der lærte jeg en del om, hvordan den professionelle verden også kan være. Det var ofte noget med at løbe rundt om banerne en times tid eller mere dagen efter en kamp, mens U18 og U19 trænede ved siden af. Der kunne jeg løbe rundt og se på dem træne og have det sjovt.

Foto: Getty Images

- Fulham rykker ud med Magath ved roret, og han bliver fyret, da det ikke lykkedes at få en sejr i de første otte kampe i The Championship. Min ungdomstræner i klubben, Kit Symons, bliver så træner. Han havde hjulpet mig meget, og jeg havde et rigtig godt forhold til ham. For ham spillede jeg med fra første kamp og fik mit gennembrud med 18 kampe i streg, hvor jeg scorede fem gange og lavede fem assists som 19-årig.

- Så rendte jeg ind i et dårligt forløb med en baglårsskade, der blev ved med at bryde op. Det var over en otte måneders-periode med fire baglårs-skader, der overlappede hinanden. Det momentum, jeg havde haft, havde jeg lidt svært ved at finde igen – også under en træner, hvor jeg havde spillet rigtig meget. Jeg kunne ikke rigtig finde det samme niveau som inden skaden, og efter et par svære sæsoner i Championship blev Symons så fyret, og vi fik den træner, der også er der nu. Jokanovic, hedder han. Han er en rigtig dygtig træner, og han rykkede op med holdet.

- Efter en lang periode under ham, hvor jeg også spillede, kom der et transfervindue, hvor han hentede 12-13 spillere ind, hvor det ligesom blev hans hold. Det var en svær periode, men heldigvis havde jeg en god ballast med fra både gode og dårlige oplevelser i en ung alder. Men det var selvfølgelig svært, når man havde været en fast del af førsteholdstruppen og spillet kampe for Fulham og pludselig løb rundt og trænede med U23-holdet, fordi man ikke lige bliver set som en del af truppen.

- Omkring januar kan jeg godt se, der skal ske noget. Vi arbejdede på nogle forskellige ting, og jeg ville gerne blive i Championship. Derfor kom jeg på et lejeophold i Burton, hvor der stort set var garanti for spilletid, og det var også i Fulhams interesse – at det var en klub i samme række, der ikke kæmpede med i toppen. Det var gode tre-fire måneder, hvor jeg var med til at holde dem oppe i rækken. Det var en ret stor ting for klubben og byen.

Foto: Getty Images

- Sideløbende havde vi en rigtig god kvalifikation med U21-landsholdet, hvor vi kvalificerede os til EM, som jeg så skulle deltage i for anden gang. Så det var vigtigt for landstræneren – og mest for mig selv – at jeg fik spillet noget fodbold. Det var ikke en holdbar situation i Fulham, så det var ikke så vigtigt, hvor jeg så spillede, men bare at jeg spillede op til EM om sommeren.

- Jeg gik i en lang periode og overvejede, om Brøndby IF var noget for mig. Jeg ville ikke bare tage hjem, fordi jeg ikke kunne klare det i England. Det kunne jeg godt, og jeg havde det sindssygt godt derovre, men hvis jeg skulle blive i England, så var problemet, at Championship var og stadig er en ’her og nu’-liga, og jeg følte stadig, at jeg havde meget at kunne udvikle mig på. Derfor ville jeg gerne være en del af noget, jeg kunne lide, og ikke en trænerfyring, der pludselig vender op og ned på det hele. Jeg havde lyst til at være et sted, hvor jeg kunne se mig selv være et par år og udvikle mig over en peioder og spille fast. 

- Jeg havde selvfølgelig set, hvad der var sket med de spillere, der spillede i Brøndby IF. Jeg talte meget med ’Nør’, som jeg selvfølgelig kender rigtig godt, og med Frederik Holst om det. Så mit mål var selvfølgelig at tage de skridt, som de spillere havde taget, og blive en del af noget. Jeg havde i en længere periode tænkt på, at det kunne være sjovt at være med til at løfte Brøndby IF op igen, hvor klubben hører hjemme, og det har jeg så været nu – selv om det godt måtte have været det sidste stykke også sidste sæson.

Foto: Getty Images

- Men det var tankerne bag mit skifte her til. Følelsen af at være en del af noget. For det kunne også ses som nemt at komme hjem igen, men det var fodbolden, jeg havde behov for. Og der var ikke noget spildtid i skiftet – jeg skulle ikke til at lære sproget eller bruge et halvt år på at integrere mig. Jeg kendte en del af drengene, og da jeg trådte ind første dag, var det, som om jeg havde været her i lang tid. Og jeg er stadig glad for at være her. Der er rigtig mange ting ved klubben, fansene og det hele, der gør, det er en speciel oplevelse. Jeg vil opnå noget her og blive bedre selv og tage skridtet ud igen, men i første omgang for at være en del af det, der sker i Brøndby IF, og det er fedt at være her. Fællesskabet er svært ikke at føle, når man har så stor opbakning fra omgivelserne, men der er også det pres, der følger med, når man er i en topklub. Der er ingen gratis kampe, og hver uge er der pres på. Det forsøger jeg at nyde, for det er ikke mange klubber, det er sådan i.

Vennen
- Jeg er en social person, men det er en forholdsvis lille gruppe, der kommer ind og ud. Jeg har det godt med alle gutterne her i klubben, og det er noget, jeg også værdsætter; at vi alle sammen i truppen kommer så godt ud af det med hinanden. Men i forhold til hvem der kommer helt tæt på, er det nok en mindre gruppe.

- Der er sket lidt ændringer gennem årene. Men den bedste vennegruppe er nok den, jeg har fra min tid i Esbjerg, hvor vi også gik i skole sammen og blev rigtig tætte. Det var dem, jeg holder mest fast i, men så har jeg selvfølgelig også nogle fra tiden i Tjæreborg.

- Jeg tror, de vil beskrive mig som en god og sjov fyr. Pålidelig og loyal og man ved, hvor man har mig. De vil nok også sige, at jeg har været meget målrettet i min karriere. Det er sjælendt gået op i byture og det, der ellers hører til, når man er ung. Jeg har været god til at sige nej, og måske kunne jeg godt have brugt noget mere tid sammen med dem. Men det der med at tage ud og lave noget sammen efter træning - der er det ikke altid mig, der står forrest og sætter noget i gang. Jeg er meget bevidst om, at den vej, jeg har valgt at gå, det er noget, jeg gør helt.

- Når jeg skal slappe af med dem, mødes vi ofte til en kop kaffe eller ser noget fodbold. Med drengene herudefra er det jo også meget med at mødes og spille noget PlayStation, spille kort sammen eller tage på ferie sammen. Det handler om at have nogle rigtig hyggelige aftener, og det er ofte dét, også når jeg er nødt til at sige nej til en bytur lørdag aften med de gamle venner, fordi vi spiller søndag. Så det bliver tit noget med at mødes og se noget Champions League eller noget i den stil.  

- Det er ok for mig at tage de fravalg. Det har jeg været opmærksom på ret tidligt og har et godt bagland, der har hjulpet mig med det. Nogle gange kan små valg blive til store valg, og det blev ret naturligt at sige nej til fester og byture. Jeg har for eksempel aldrig været til en gymnasiefest, men det er noget, jeg har lært at leve med. Men man finder også ud af, hvor mange fede oplevelser man får med fodbolden, og som min far altid sagde, så skal man sige nej til 10 ting for at kunne sige ja til én ting. Det er nok meget sådan, jeg har levet.

Vinderen
- Jeg hader at tabe, og det har jeg altid gjort. Når jeg tænker tilbage på min tid som dreng, da jeg spillede badminton, var det helt forfærdeligt for mig at tabe en kamp. Det der med at man ikke havde nogen at tabe sammen med, at det ikke var en holdpræstation – det kunne jeg altid mærke, når det var mig isoleret, der ikke var god nok til at vinde over en modstander. Det havde jeg svært ved at acceptere. Det har kostet nogle ketchere i tidens løb.

- Det har jeg altid haft med. Det der med at tabe og vinde. Der behøver ikke være medaljer til alle. Det må gerne være noget, man skal kæmpe for.

- FIFA betyder meget for mig. Hvis du spørger min kæreste, hvordan det går, når jeg taber en kamp, og hun siger ”det er jo bare et spil…". Det er ikke bare et spil! Men det er igen sådan noget, hvor man nogle gange er nødt til at tage sig selv ud af situationen, og når jeg kigger tilbage på det efter et par timer, kan jeg godt se, at det var jo bare et spil FIFA. Men når man er herinde på stadion på en søndag, så betyder det alt at vinde.

- Truppen ser også vinderen til træning. Det handler om at vinde i øvelserne, og nogle gange kan jeg godt komme op i det røde felt. Det er sjældent, jeg bliver svinsk, men jeg går op i, at tingene skal foregå ordentligt, og der skal være dommerkendelser, der er rigtige.  Det skal være retfærdigt, og det er klart, at det også stiller krav til mine omgivelser og mig selv. 

- Og allersværest er det jo for mig selv. Når man stiller de krav til sig selv, som jeg gør, så er det først og fremmest det, man skal kigge på, før man begynder at pege fingre ad de andre. Men jeg tror, de vil sige, at jeg er en af dem, der går mest op i at vinde – også til træning. Og jeg forsøger at være en af dem, der synger højest, når vi har vundet. Har vi  tabt en kamp derimod, og jeg måske endda er blevet skiftet ud, kan jeg have det ret slemt med mig selv.

- Men man skal lære at elske at vinde mere, end man skal hade at tabe.

På mandag skal Lasse Vigen og holdkammeraterne forsøge at hente tre point, når OB er modstanderen hjemme på Brøndby Stadion. Der er kampstart kl. 19:00, og du kan købe billetter her.

Artikelfoto: Getty Images