Zorniger: Spillerne har vist sig positivt frem

15.09.2018 09:10

I morgen kl. 16:00 på Brøndby Stadion gælder det kampen mod SønderjyskE i sæsonens 9. runde i Superligaen, hvor Brøndby IF p.t. indtager tredjepladsen, mens SønderjyskE ligger nummer 10. I de seneste to uger har der været landsholdspause, hvilket cheftræner Alexander Zorniger og spillertruppen har brugt på at arbejde med detaljerne i spillestilen.
 
- Vi har brugt landsholdspausen på at arbejde med spillerne. Sidste uge brugte vi på at arbejde med spillerne meget individuelt og sluttede ugen af med at spille en intern kamp på fuld bane. Det var en god kamp, forstået på den måde at der var spillere, som viste sig positivt frem og den gav os et endnu tydeligere billede af, hvor langt de enkelte spillere er kommet i spilforståelsen. F.eks. hvem der kan levere den aggressivitet i spillet, vi ønsker, og hvem der stadig skal suge endnu mere til sig, hvilket er helt normalt, fortæller cheftræneren.
 
- I denne uge har vi så arbejdet med, hvordan vi som hold arbejder med vores spillestil - især med fokus på vores omstillinger og dødbolde. Alle i trænerstaben har sammen med spillerne arbejdet intenst på og uden for træningsbanen, både individuelt og i små grupper, på at give især de mange nye spillere en dybere indsigt i vores spil, som vi ikke havde samme mulighed for i august på grund af de mange midtuge-kampe.
 
Det var dog ikke kun hårde træningspas, som spillerne blev budt på i de seneste to uger. Der blev også givet tid til restitution efter en hård opstart på sæsonen.
 
- Det var vigtigt, at vi også benyttede denne landsholdspause til at give spillerne fri nogle dage, så de kunne få restitueret. Restitution er vigtigt, og især de nye spillere har lige skullet vænne sig til at træne og spille på vores måde. Og nu er vi så klar til at tage imod SønderjyskE. De spiller mere med bolden og mindre fysisk betonet, end de gjorde sidste år, men deres tilgang forventer vi at være meget lig det, vi har mødt før. Det vil sige, at de vil have stort fokus på omstillinger og dødbolde.
 
Har du endnu ikke sikret dig billet, så kan du købe den her.

Lige nu kan du få odds 1.40 på en blågul hjemmesejr på Betfair.

Foto: Getty Images