Billetinformation til KRC Genk-Brøndby IF

17.08.2018 15:45

Torsdag aften blev det afgjort, at Brøndby IF også er at finde i playoff-runden af Europa League, da Spartak Subotica blev sendt hjem med et 2-1-nederlag på Brøndby Stadion.

Turen går derfor til Belgien, hvor KRC Genk bliver modstanderen, og allerede på torsdag spilles første kamp. Der er kickoff kl. 20:00, og har du tænkt dig at støtte holdet, er der praktisk information at finde her, mens billetsalget kommer til at foregå som følger.

Sæsonkortholdere samt fans, der kan fremvise voucher-kode fra udebanekampen i Serbien, har forkøbsret til opgøret mod KRC Genk. Hele billetsalget kommer til at foregå fysisk, og forkøbsretten starter på søndag kl. 14:30 i billetskuret foran Brøndby Stadion. Man skal altså kunne fremvise et fysisk sæsonkort, en pdf fra sæsonkortkøbet (ikke billede af sæsonkort) eller en voucher fra Spartak Subotica-Brøndby IF.

Grundet det lave antal udebanebilletter til kampen i Genk vil man kunne købe maks fem billetter pr. person (hvilket kræver fem sæsonkort eller vouchers). 

20 procent af udebanebilletterne er øremærket til løssalg, som vil blive sat til salg sammen med de overskydende billetter fra søndagens forkøbsret mandag kl. 9:30.

Billetprisen bliver 190 kroner.