Lasse Vigen inden EL-kval: Udekampene er altid svære

08.08.2018 08:40

I morgen aften tager Brøndby IF hul på kvalifikationen til Europa League, når vi træder ind i tredje runde. 

Modstanderen er serbiske FK Spartak Subotica, der venter på udebane i Beograd kl. 20:45.

- Det bliver superfedt. Det er en af de ting, vi både som klub og spillere glæder os til – at komme ud måle os med tophold fra andre ligaer, fortæller Lasse Vigen, der ikke havde det store kendskab til de serbiske modstandere, inden de røg op af bowlen til lodtrækningen i Nyon.

- Vi kender ikke så meget til dem. Det er sådan med de europæiske kampe i kvalifikationen, at der bliver gjort et rigtig godt scoutingarbejde her i klubben, og så overfører de informationen til os spillere, og det er det, vi fokuserer på frem til kampen i morgen.

- Modstanderen er som regel et hold, vi ikke har mødt før og en kultur og spillestil, der er anderledes. Især udekampene er altid svære i Europa – specielt når vi kommer lidt øst på, plejer der at være en stemning på tribunerne, der er anderledes, men det føler jeg, vi er godt rustet til.

Kampe i Europa betyder et afbræk fra hverdagen i Superligaen, og selv om det også ’bare’ er en fodboldkamp, er der alligevel en del ændringer uden for banen.

- Der er nogle rejsedage, hvor vi tager af sted en dag før, får trænet dernede og forsøger at vænne os til stedet og komme så godt på plads som muligt, så vi har en god base. Og så er det bare en anderledes oplevelse at komme ud i Europa og spille midt på ugen. Det er to knockout-kampe mod en modstander, som vi ikke plejer at møde, så det er noget andet end at spille om tre point i Superligaen om søndagen, forklarer Lasse, der er glad for at starte på udebane.

- Når det er over to kampe, og vi ved, hvor vigtige udebanemål er, kan der være forskellige tidspunkter i kampene, hvor det er lidt anderledes i forhold til, hvad man skal gøre på banen, men vi går derned for at få det bedst mulige udgangspunkt til returkampen, og det håber jeg så, vi kan levere.

Drømmen om et europæisk gruppespil lever stadig, men der er lang vej til målet, og derfor er det ikke noget, truppen fokuserer på. Den bro skal krydses, når vi kommer til den.

- Vi tager det en kamp og en kvalifikationsrunde ad gangen, og så må vi se, om vi kan komme i det gruppespil, som hele klubben gerne vil med i. Vi vil gerne op på det niveau, hvor vi kan komme ud og måle os med nogle af de bedste i Europa og give de oplevelser til klubben, fansene og os selv.

- Jeg ved, at alle drengene i truppen vil gøre alt for at komme ud og spille de europæiske kampe, og det skal være med til at bære os videre til næste runde i kvalifikationen.

Returkampen mod Spartak Subotica spilles torsdag den 16. august på Brøndby Stadion. Der er pt. åbent i forsalg for sæsonkortholdere, mens det åbne salg starter i morgen torsdag kl. 14:00.

Foto: Getty Images