Triumf i udlandet og succes i Brøndby Cup

07.08.2018 15:25

Brøndby Masterclass fik markeret sig flot i den forgange weekend (plus en finale mandag), hvor det blev til medaljer til alle hold i aktion. U17 var som eneste hold ikke i kamp, da de var på træningslejr.

Honved Cup

Joakim Mattssons U19 mandskab var på tur til Honved Cup i Ungarn. Her sikrede Mattsons unge drenge en flot førsteplads med en 2-0 sejr i finalen over Maccabi Petah Tikva fra Israel. På vejen mod finalen blev Puskas Akademia og Partizan Beograd ekspederet ud med henholdsvis 1-0 og 4-1. Mads Hermansen, der for nyligt skrev under på en ny aftale, som holder ham i klubben indtil 2021, blev kåret til turneringens målmand.

- Vi har præsteret rigtig godt som hold. Vi har mange spillere, der har fået en masse spilletid, og så har vi vundet og fået en pokal med hjem. Den måde, vi har vundet og spillet kampe på, er i troen på det, vi gerne vil, fortæller Mattsson og fortsætter:

- Jeg er ikke overrasket, for vi har en masse dygtige spillere, men det var spændende at se, hvordan vores spillestil vil være mod udenlandsk modstand, og hvordan de ville reagere på det. Uden at have genset de tre kampe, er jeg meget tilfreds med præstationerne. Til sidst er det fuldt fortjent, vi vinder turneringen.

- Vores udtryk i form af pres og aggressivitet sidder godt, hvor vi vinder bolden tidligt og skaber store chancer i alle kampene. Hvis der er et sted, hvor vi skal lægge på, er det at videreudvikle vores chancer i forhold til den næstsidste aflevering, lyder det afslutningsvis fra Mattsson.

Brøndby Cup

Den årlige udgave af Brøndby Cup er ligeledes overstået, og det blev igen til blå-gul succes. Der var masser af smil, god fodbold og nye sociale bekendtskaber for de unge deltagere. 

U13-holdet vandt turneringen, for U14 blev det til en tredjeplads, og for U15 blev til et ærgerligt nederlag i finalen i straffesparkskonkurrence.

U13: God start på sæsonen

De unge Masterclass-drenge fra Brøndbys U13-hold vandt Brøndby Cup for årgang 2006. Finalen blev vundet 3-1 over FC Nordsjælland.

- Først og fremmest er det dejligt at starte sæsonen med en pokal og en førsteplads. Årgang 2006 er min nye U13 årgang, en rigtig spændende årgang, hvor deres styrke i øjeblikket er fart og fysik. Det er et af de våben, der gør os giftige på vores omstillinger.

- De nye drenge har også hurtigt taget spillestilen til sig og flere gange under Brøndby Cup, ser vi også gode ud i vores pres og genpres. Jeg er mest glad for, at drengene hurtigt har taget spillestillen til sig. Vi har mange spillere, der spiller og løber fremad, men vigtigst af alt, vil de gøre alt for at erobre bolden igen, når vi har mistet den, lyder det fra Azad Corlu, der er cheftræner for årgangen. 

U14: Suveræne i puljespillet

Det blev til en tredjeplads for U14 drengene i en Brøndby Cup, hvor marginalerne ikke helt var med cheftræner Morten Corlins drenge. Bronzen og tredjepladsen blev cementeret mod Vejle, en kamp som blev vundet 4-1.

- Vi var helt suveræne i puljen, vinder alle tre kampe hvorefter vi så møder FC Roskilde i semifinalen. Vi fører 1-0 og kan ikke rigtigt få den lukket. Tre minutter inde i overtiden sparker de en lang bold frem, hvor en af vores forsvarsspillere header den ind i ryggen på en holdkammerat. Den dumper ned til en Roskilde-spiller, som sparker første gang og scorer. Den går i straffespark, hvor vi så desværre taber. Fem minutter, hvor vi ikke lige var på, blev dyrt.

- Vi er godt tilfredse med drengenes udtryk. De spillede en omgang fin fodbold, hvor presset og de fremadrettede pasninger så fornuftige ud. Alt i alt en godkendt Brøndby Cup, også selvom vi ikke vandt. De fine takter kan vi tage med videre.

U15: Godt udtryk gav sølvmedaljer

For U15 blev det også til sølvtøj. Det blev til en andenplads efter nederlag i straffesparkskonkurrence til norske Vålerenga.

Sune Jensen, træner for Brøndbys U15-hold, siger:

- I semifinalen mod FC Nordsjælland får vi vist vores topniveau mod en stærk modstander. De var det bedste hold, vi mødte i turneringen, synes jeg, og der formår vi at spille på et højt niveau.

- Gennem de fem kampe er jeg godt tilfreds med udtrykket, vi får vist. Drengene har som gruppe lært hinanden bedre at kende, og vi har fået rettet på nogle af de ting, som vi havde sat os for. Vi blev bedre og bedre i vores udtryk, jo længere vi kom hen i turneringen, så det er positivt, at vi for hver kamp tog et skridt i den rigtige retning.