Pukki: De ved, det bliver en hård kamp

25.04.2018 11:52

I morgen aften kl. 18:30 er der pokalbold på Brøndby Stadion, når FC Midtjylland kommer på besøg til semifinalen i DBU Pokalen.

Med finalepladsen på spil er det en klar spillertrup, der glæder sig til kampen, og Teemu Pukki ved, hvor specielt det er med en pokalfinale.

- Alle os, der var i finalen sidste år og alle fansene, der var med, kan huske, hvor fantastisk en dag, det var – selv om den sluttede meget skuffende. Så det er vigtigt at komme i finalen igen og vinde den. Det ville jeg gerne have gjort sidste sæson, så jeg håber, vi kan spille os i finalen igen, lyder det fra Brøndby-topscoreren.

Det bliver dog den sværest mulige modstander i kampen om at nå finalen. FC Midtjylland er også holdet, Brøndby IF kæmper med i toppen af Alka Superligaen, men i de tre kampe, de to hold har spillet mod hinanden i denne sæson, har Brøndby IF trukket sig sejrigt fra dem alle.

- Det er altid en ny kamp, men det giver os selvfølgelig en god selvtillid, at vi har slået dem. Jeg ved ikke, om de tænker over, at de har tabt til os, men de ved, det bliver en svær kamp mod os – specielt på Brøndby Stadion, siger Pukki, der dog også er klar over, at man er nødt til at gå all in i pokalkampe, der i sagens natur skal afgøres over én kamp.

- Vi har haft en straffesparkskonkurrence med det her hold. Det var sidste år mod Hibernian, og den vandt vi, men vi vil gøre alt for at vinde i ordinær tid. Det vil være det bedste scenarie, men jeg tror på drengene, og går den i straffe, tror jeg på, at vi vinder der.

Tror du, at Brøndby IF går videre efter straffespark, kan du hos Betfair få odds 6,50.

Husk, at sæsonkort selvfølgelig gælder til pokalsemifinalen mod FC Midtjylland. Har du ikke sæsonkort, kan du købe billet til kampen her.

Foto: Getty Images