Tak for opbakningen i Herning – kom til fodbold på vores regning

02.03.2018 13:30

Hvis der var nogen, der skulle have været i tvivl, blev det i aftes slået fast med syvtommer-søm; Brøndby-fans er i en klasse for sig selv.

Et udvidet udebaneafsnit blev udsolgt på MCH Arena i den bidende kulde, der har ramt landet de sidste mange dage. Opbakningen til spillerne på banen var igen fantastisk, og det vil vi gerne sige tak for til de fremmødte i udebaneafsnittet.

Har du din billet til udebaneafsnittet fra torsdag aftens kamp mod FC Midtjylland, kan du helt gratis få en billet til kampen på søndag mod OB kl. 18:00 på Brøndby Stadion.

Billetten er til en valgfri plads på Brøndby Stadion, og du kan enten selv bruge billetten eller give den til en ven.

Det eneste, du skal gøre, er, at indtaste nummeret på stregkoden fra billetten til udebaneafsnittet på MCH Arena (i feltet i øverste højre hjørne på sitet) på billetsalget, så kan du vælge din billet.

Endnu engang mange tak for den fantastiske opbakning – og vi ses på søndag! 

Har du spørgsmål til ovenstående så skriv en mail til [email protected].

Foto: Getty Images