Brøndby IF skriver kontrakt med Andreas Pyndt

19.10.2017 14:35

Andreas Pyndt har spillet i Brøndby IF siden 2011, og nu kan den kreative midtbanespiller se frem til endnu flere år i den blågule trøje. Den 16-årige har skrevet under på en kontrakt, der løber til og med sommeren 2020, og hans træner for U17-holdet, Frank Hjortebjerg, er glad for, at Pyndt har sat signatur på den 3-årige aftale.

- Pyndt er teknisk meget velfunderet og dygtig til at positionere sig. Han vil enormt gerne involere sig i spillet og har en god evne til at vide, hvad han vil med bolden, inden han får den. Så han har teknikken i orden, men det, han har lagt på sit spil i den seneste tid, er den defensive del. Det har vi arbejdet meget med, og der har han forbedret sig, fortæller cheftræneren Hjortebjerg.

Andreas Pyndt selv er i disse dage i Estland sammen med resten af U17-landsholdet, hvor de skal prøve at kvalificere sig til sommerens EM-slutrunde i England. Og netop landsholdet kan have noget at gøre med midtbanespillerens udvikling det seneste år.

- Han blev sorteret fra, da det første U16-landshold skulle udtages. Han havde ellers været profil og anfører på de tidlige udtagelser, så det var et hårdt slag for ham at blive frasorteret. Det brugte vi til gengæld som motivation for ham, og han ændrede nogle ting i sit spil og blev endnu mere opsat på at bevise sig. 

Det unge Brøndby-talent har i alt spillet 11 landskampe for henholdsvis U16- og U17-holdet, og her er det blevet til i alt fem mål.