Paulus Arajuuri: Den bløde kriger

Tæt på mål, helt inde i det lille felt. Afslutningen sidder uden chance for keeperen. Armene er allerede på vej op over hovedet i jubel. Det er for tidligt. Ind fra højre kommer et bæst halvt glidende hen ad græsset, halvt flyvende gennem luften. Han kommer i vejen for bolden, får den clearet, og chancen er pludselig afværget.

For Paulus Arajuuri er scenen fra kampen mod Lyngby ikke atypisk. Han er typen, der ofrer sig for sine holdkammerater. For sit hold. En kriger. Det er tydeligt i tacklingerne på banen, i kommunikationen i forsvarskæden. Men lige så snart han træder uden for banen, virker granitten som våd kridtsten.

Man skal dog ikke skue hunden på hårene, bedømme en bog på dens cover eller generelt bare tage ting for givet. 

- Jeg ser mig selv om en stille og rolig person, men krigeren fra fodboldbanen kan også godt dukke op uden for sporten. Hvis jeg føler, at min familie eller venner ikke bliver behandlet pænt, så vil jeg gerne være der for dem, men ellers er jeg meget tilbagelænet.

Den 29-årige finne har en lille, tæt gruppe af venner, der betyder meget for ham. Det samme med sin familie. Storebror, lillesøster, mor og far.

- Det er svært at holde sammen som venner, når jeg er bosat i et andet land end dem og ikke har fri længe nok til, at jeg bare kan rejse hjem hele tiden. Men rigtige venner, ved man, er der, selv om man ikke ses hver uge eller hver måned.  De er der, når man har brug for det.

- Der er også venner i fodbold, men det bliver hurtigt flygtigt. Man møder fantastiske mennesker, man lærer en masse af. Man deler kæmpe oplevelser og bliver venner. Pludselig skifter man eller én af de andre så klub. Man aftaler at holde kontakten ved lige, men der er mange ting at se til med fodbold og at komme hjem til familie og venner, når man har tid. Pludselig går det så op for én, at den eller de spillere, man havde aftalt at holde kontakten med, dem har man ikke talt med i to år. Alle har bare haft for travlt. Det er ikke, fordi man ikke ville – men derfor bliver de gamle venner og familien bare endnu vigtigere.

Familien er et fast holdepunkt for Arajuuri. Han er stolt af sine søskende. Storebror er musiker og er ved at bryde i gennem på det enorme tyske marked. Lillesøster er ved at uddanne sig til skuespiller.

Tre børn i kreative fag udsprunget af et kreativt miljø i hjemmet. En evig opfordring til at jage drømmene. At intet er umuligt. At fodbold måske er det mindst kreative fag blandt de tre Arajuuri-søskende, finder Paulus kun naturligt.

- Jeg har simpelthen ikke kreativiten i mig på den måde som mine søskende har det.  Jeg kan ikke forstå, at man kan høre en melodi i sit hoved, som ikke er blevet skrevet endnu. Det har jeg så meget respekt for, at der findes mennesker, der kan.

- Min lillesøster spiller guitar, og så synger hun rigtig godt. Jeg kan ikke synge, slet ikke. Men musik har alligevel været så stor en del af min opvækst, at jeg ikke kan leve uden musik. Jeg finder ro i musik. Jeg elsker minderne om at vågne til musikken fra min fars anlæg derhjemme. Han har en kæmpe musiksamling, og han havde altid noget i afspilleren.

Musikinteressen har udviklet sig gennem årene. Musikken er en integreret del af personen og fodboldspilleren Paulus Arajuuri. Det samme er vinyl. Vinyl gør noget specielt ved den store finne. Der har været cd’er og mp3. Spotify og YouTube. Men det er vinylen, som Paulus vender tilbage til igen og igen.

- Der er bare et eller andet over at tage en vinylplade ud af coveret. Duften, at sætte pladen på og løfte pickuppen på plads, at vende pladen og afspille den anden side. Min far gik tit ned i vores lokale pladebutikker og lyttede til en masse musik. Han valgte det bedste og købte det med hjem. Jeg prøver at gøre det samme, men har ikke altid tid til det. Jeg har fundet et godt sted i København - en pladebutik, der hedder SoundStation. Der kan jeg rigtig godt lide at komme.

- Musik er både min måde at slappe af på og lade op til kamp. Jeg er ikke så god til stilhed. Hvis der er stille for længe, går jeg hen og sætter noget musik på. Det handler meget om stemningen for mig. Jeg skal kunne leve mig ind i musikken. Det gælder også frem mod kamp. Jeg har ikke behov for at sætte noget hardcore på for at lade op, som mange andre gør. Igen handler det for mig om stemningen. Om at finde det sted jeg har behov for at være mentalt inden en kamp.

Familien er gennemgående for Arajuuri. De dukker op mange gange, når man taler med ham. Forældrene er han mere end stolte af. Dem ser han op til med en hengivenhed og kærlighed til dem og den familie og det liv, de har skabt for deres børn.

- De er mine idoler. De har gjort alt for, at vi børn kunne følge vores drømme. Aldrig presset os, men konstant bakket os op. Jeg kommer ikke fra en rig familie, men de fandt altid penge til vores skiftende interesse og hobbyer. Jeg har spillet ishockey, stået på skateboard, på snowboard, brydning og selvfølgelig fodbold.

- Min far havde ikke mulighed for at opnå alle de ting, han gerne ville. Derfor har han altid sørget for, at jeg og mine søskende har haft de bedste muligheder for at gøre det - og med fantastisk støtte fra min mor. Hun er det mest positive menneske, jeg kender. Ligegyldigt hvor skidt det gik til en eksamen, fandt hun en positiv vinkel. Hvis vi bare gjorde og gør vores bedste, er det godt nok. 

Et åbent og kreativt hjem har været med til at skabe den tilbagelænede udgave af Paulus Arajuuri. Og fodboldspilleren Paulus Arajuuri. Krigeren. 

Foto: Getty Images

- Mine forældre har altid opfordret os til at stille spørgsmål til ting, vi ikke var tilfredse med eller ikke forstod. Meget tidligt fik jeg et brev med hjem fra skolen, hvor de skrev, at jeg godt nok var god til at sætte spørgsmålstegn ved tingene. Ikke at jeg skabte problemer eller var et uroligt barn, men jeg har altid gerne villet vide, hvorfor man skal gøre ting på en bestemt måde, hvis jeg kunne se en anden måde at gøre tingene på.

- Jeg er opdraget til at tro på mig selv og til at stå ved mig selv og de ting, jeg tror på. Det er nok også det, der skinner igennem på fodboldbanen. Jeg tror på, at hvis vi kæmper for hinanden, kan vi nå langt. Jeg tror på, at vi skal stille krav til hinanden og yde vores bedste hver gang. 

Den våde kridtsten. Den hårde, finske granit. Han er begge ting. Ikke skiftevis. På samme tid. Dét er mennesket Paulus. Fodboldspilleren Arajuuri.