Trænerrokade i Brøndby Masterclass

19.05.2017 13:35

Der bliver rokeret rundt i talentafdelingen Brøndby Masterclass, hvor to kendte ansigter får nye stillinger. Kenneth Høier, der de seneste fire år har været assistent på henholdsvis U15- og U17-holdet, bliver nu delt assistent på både U17- og U19-holdet, mens Azad Corlu får ansvaret for U13-mandskabet. 

Kenneth Høier går dermed nogle årgange op og skal til at arbejde med Brøndby Masterclass’ ældste talenter. Og han glæder sig til at være med til at give talenterne det sidste skub op mod Superliga-truppen.

- Først og fremmest bliver det fedt at skulle til at arbejde med den ældste gruppe i Brøndby Masterclass. Det er de spillere, der skal gøres til færdige produkter og klar til Superligaen, og det er rigtig spændende. Så jeg ser meget frem til at skulle arbejde sammen med Frank (Hjortebjerg red.) og (Frederik red.) Birk, fortæller Høier.

Gennem hans fire år i Brøndby IF har Kenneth Høier arbejdet sammen med flere trænere – heriblandt Frank Hjortebjerg – og det seneste år har han trænet U15-holdet sammen med John Ranum. Og netop John Ranum har med sine mange års erfaring inden for talentarbejde i Brøndby IF lært Kenneth Høier en hel del, som han kan tage videre med sig.

- Jeg har lært rigtig meget af John (Ranum red.) Han er jo en levende legende her i Brøndby, og hver gang en topspiller kommer forbi, har John trænet ham. Han har en evne til at ramme drengene på sin egen facon og få dem til at lytte – samtidig med at han er seriøs og struktureret. Jeg kan tage meget med mig videre fra mit samarbejde med ham.

Corlu: Et tilbud jeg ikke kunne sige nej til

Én af de mange, John Ranum har trænet, er Azad Corlu. Og selvom han ikke når op på lige så mange år i Brøndby IF som sin tidligere træner, er det en rutineret herre, der skal stå i spidsen for U13-talenterne næste sæson.

- Det var et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg er 26 år har været medlem af Brøndby IF i 22 af dem, så når klubben henvender sig, er der ikke så meget tvivl. De seneste to år er jeg gået trænervejen, så når tilbuddet om at stå i spidsen for et hold kommer, tager jeg imod det, fortæller Corlu, der ud over selv at have taget hele turen igennem Brøndby IF’s talentsystem også har kunnet se sin bror Rezan tage samme rute for til sidst at rykke op i Superliga-truppen. Og den erfaring vil Azad give videre til de næste generationer.

- For mig er værdierne de samme, som da jeg var ungdomsspiller i klubben, og de værdier er vigtige er give videre til de unge drenge. Hvorfor spiller vi i Brøndby IF, og hvad vil det sige at være Brøndby-spiller? Jeg har været igennem det og prøvet det på egen krop, så jeg har mange erfaringer at give videre – også fra Rezans karriere.

De to trænere starter i deres nye stillinger den 1. juli.