9. JANUAR 2017 kl. 14:00
Brøndby IF henter målmand i Norge

Brøndby IF har i dag skrevet under med den 29-årige norsk-ghanesiske målmand Adambathia ”Adam” Larsen Kwarasey, der skifter fra de norske mestre fra Rosenborg BK på en 4-årig kontrakt.

- Vi er utrolig glade for at kunne byde Adam velkommen til Brøndby IF. Med Adam har vi fået en ny målmand til truppen, der med sin erfaring ikke blot kan hæve træningsniveauet for målmændene i Brøndby IF’s trup, men qua sine evner og store konkurrencementalitet også kan give Frederik Rønnow endnu hårdere konkurrence i den daglige træning i kampen som førstevalget i målet. Frederik er i dag en af Alka Superligaens bedste målmænd, men selv de allerbedste skal udfordres i det daglige, og den udfordring mener vi, Adam kan give Frederik til fulde.

- Adam har vundet mesterskabet med sine tre seneste klubber, ligesom han har repræsenteret Ghana ved VM 2014 og de afrikanske mesterskaber. Det er med andre ord en særdeles rutineret spiller, vi kan præsentere i dag, og en spiller som vil vinde, om det så er til træning eller i kamp, fortæller sportsdirektør Troels Bech.

Den 190 centimeter høje Kwarasey er født og opvokset i Norge med en ghanesisk far og en norsk mor. Han har i sin karriere repræsenteret og vundet mesterskaber med først Strømgodset, derefter Portland Timbers i Major League Soccer i USA og altså senest Rosenborg BK.

Adam møder sine nye holdkammerater for første gang på onsdag, hvor spillertruppen møder ind til de første tests efter juleferien.