2-0-nederlag mod FC Midtjylland

03.04.2016 19:56

Auri Skarbalius' tropper var i dag taget en tur til Herning for at spille mod FC Midtjylland. På et tæt på udsolgt MCH Arena måtte de blågule drenge rejse hjem med et nederlag på 2-0.

Hjemmeholdet kom bedst fra start, hvor de var mest på bolden og havde også kampens første chance. En bold blev ikke clearet ordentligt i Brøndby-forsvaret, og på returbolden hamrede midtjyderne bolden på stolpen. Drengene fra Vestegnen kom dog hurtigt bedre med, og efter et kvarters spil brød de igennem på venstrekanten og fik sendt den indover, hvor Johan Elmander fik headet snært forbi mål.

Som halvlegen skred frem tog FC Midtjylland teten, og det var også dem, der var tættest på at score, hvor Mads Toppel i målet flere gange måtte diske op med flotte redninger. Efter 42 minutter kunne Toppel imidlertid intet stille op. Et indkast sejlede hele vejen igennem feltet, og ved bagerste stolpe dukkede Rilwan Hassan op og gjorde det til 1-0. Der blev ikke scoret mere i første halvleg, og midtjyderne kunne dermed gå til pause foran 1-0.

I pausen blev Andrew Hjulsager skiftet ud, og Thomas Kahlenberg kom ind i stedet for. Det første kvarter af anden halvleg bølgede mere frem og tilbage, hvor ingen af holdene rigtig kom frem til noget farligt. Det gjorde FC Midtjylland desværre, da stadionuret rundede de 64 minutter. Midtjyderne lagde et indlæg ind fra højre, og midt foran mål var Martin Pušic, som kunne heade hjemmeholdet foran 2-0. Efter målet måtte Agger udgå, og ind i stedet for kom Jesper Juelsgård.

Brøndby satsede offensivt fem minutter senere, da Lebogang Phiri blev skiftet ud, og man satte Kamil Wilczek på banen, men midtjylland var stadig farligst.

Med et kvarter tilbage trykkede Pione Sisto af fra kanten af feltet og ramte stolpen. Brøndby forsøgte sig med et pres mod slutningen af kampen, men kunne ikke komme frem til den afgørende chance. Dermed endte FC Midtjylland med at tage en fortjent 2-0-sejr.

LÆS OGSÅ:
- Auri: Vi var bagud i tanke og handling
- Albrechtsen: Skal cleare hovederne og se fremad