Frank: Skal sætte os på kampen

02.03.2016 08:25

I søndags spillede Brøndby IF forårets første Alka Superliga-kamp, som bød på en fortjent sejr over Hobro IK. Nu gælder det så pokalturneringen, hvor de blågule skal møde Skive IK i en kamp om en plads i årets pokalsemifinaler.

I forlængelse af den sidste træning før pokalkampen mod Skive IK, fangede brondby.com cheftræner Thomas Frank for at få ham til at sætte nogle ord på kampen.

- Pokalkampe har sit helt eget liv, og i morgen vil der ligeledes være en helt særlig stemning. Det er den største kamp i deres historie, så det vil give deres spillere et løft. Vi går ind til opgøret for at sætte os på kampen fra start. Vi skal gå ind og diktere tempoet i kampen med og uden bold. Vi har gjort vores hjemmearbejde, og vi har set dem spille både live og på video, så vi føler os velforberedte og glæder os til kampen, siger cheftræner Thomas Frank.
 
- Kampen kan sagtens gå hen og udvikle sig, som da vi spillede pokalkamp mod HB Køge i efteråret, hvor vi bombarderede dem i de sidste tyve minutter og først fik scoret sejrsmålet til sidst. Vi håber og tror dog på, at vi kan lukke kampen mod Skive IK tidligere, men der er talrige eksempler på, at pokalkampe i sin natur bare er svære. Så det handler om, at vi skal ud og levere et godt og professionelt stykke håndværk og levere varen for at komme videre til næste runde.

Hos Brøndby IF's hovedpartner, Bet25.dk, kan du spille på pokalkvartfinalen mod Skive IK. Her får du blandt andet odds 2.40, hvis Brøndby IF vinder med mere end ét mål.

Pokalkvartfinalen har kickoff kl.18:30, og den bliver vist på TV3+. Du kan også se kampen på Sportsbar 1964 på Brøndby Stadion sammen med dine medfans - læs mere her.