Brøndby IF henter polsk angriber

22.01.2016 09:55

Brøndby IF har netop skrevet kontrakt med den 28-årige polske angriber Kamil Wilczek, som skifter til de blågule på en 3½-årig kontrakt fra Serie A-klubben Carpi FC. 
 
Sportsdirektør Troels Bech udtaler:
 
- I takt med at truppen stille og roligt er blevet trimmet her i starten af året, har vi fået gjort plads til en angriber, og det ikke er nogen hemmelighed, at vi har ønsket at styrke vores offensiv. Vi har over længere tid fulgt Kamil Wilczek, og han har bevist, at han kan levere varen, da han i sidste sæson blev topscorer i den polske liga. Nu skal han så bevise, at han kan levere varen for os, og det tror vi selvfølgelig på, at han kan.
 
Cheftræner Thomas Frank er ligeledes tilfreds med tilføjelsen af den nye angriber.
 
- Vi er rigtig glade for at få tilført en ny angriber til truppen. Vi har netop ledt efter en angriber af Wilczeks kaliber til at supplere Pukki, Schwartz og Elmander i offensiven. Hans spil i feltet og afslutningskvalitet giver os mulighed for at spille med mere fleksibilitet i måden, vores offensiv angriber modstanderen på. Man vil derfor se et Brøndby-hold, som vil være mere offensivt gearet i forårssæsonen, da vi vil have større mulighed for at veksle mellem vores offensive positioner og for at veksle mellem at spille med én eller to deciderede angribere, siger Thomas Frank og tilføjer:

LÆS OGSÅ: Wilczek: Vil arbejde hårdt for sagen

- Wilczek har ikke fået mange minutter i benene i efteråret, så vi skal have gjort ham klar til at præstere i kamp. Nu handler det derfor først og fremmest om at få Wilczek integreret i truppen. Vi har en træningslejr og fem træningskampe foran os, og her skal han have minutter og kamp i benene samt en masse træningspas, hvor han skal lære holdkammeraterne at kende. Så ser vi, hvor vi står ved sæsonstarten. 
 
Kamil Wilczek har første træning med sine nye holdkammerater mandag den 25. januar.

Pressefoto til fri afbenyttelse kan downloades her.