Frank: To offensive hold der vil spille fodbold

31.10.2015 09:35

I Alka Superligaens 14. runde lægger TREFOR Park i Odense ramme til søndagens opgør mellem de blåstribede fra OB og de blågule fra Vestegnen. Cheftræner Thomas Frank forventer en underholdende kamp med to hold, som vil gå efter sejren, og der er rosende ord til modstanderens cheftræner Kent Nielsen.

- Selv om Kent kun har været der i kort tid, så har han som cheftræner allerede sat sit tydelige præg på OB’s hold. De står kompakt i deres forsvar og midtbane, og når de rammer dagen, så er de i dag et af Superligaens bedste hold til omstillinger. Med offensive spillere som Rasmus Falk og Rasmus Festersen, så er det tydeligt, at de gerne vil spille attraktiv og hurtig fodbold, og efter et par kampe uden sejr, så vil de uden tvivl være sultne efter en sejr på hjemmebanen foran deres fans. Vi kommer til gengæld med momentum og stor vilje, så det bliver en lige kamp, som vil byde på offensivt og underholdende spil, lyder det fra Thomas Frank.

- Vi skal udfordre OB’s defensiv ved at spille vores offensive spil og lave mange løb ned mod deres forsvar, så vi får dem til at løbe baglæns. Det vil ganske givet blive en chancerig kamp, så det bliver holdet med det bedste forsvar på dagen, som løber med de tre point. Med kun to mål imod os i de sidste fire Alka Superliga-kampe, så har vi en stærk defensiv, og den skarphed, vi efterlyste tidligere på sæsonen, er nu ved at indfinde sig. Vi tror på, at vi kan få tre point med hjem og fortsætte de gode takter, vi har vist i oktober.

Friske spillere klar i kulissen

Med 21 point og kun et nederlag i de sidste 10 Alka Superliga-kampe, samt avancement til kvartfinalerne i pokalturneringen, så er formkurven opadgående, men cheftræner Thomas Frank ved, at det stille store krav til truppen at fastholde den gode stime.

- Vi har spillet mange kampe i sæsonen og slidtagen begynder naturligt at melde sig, og derfor er det afgørende, at vi har friske spillere stående klar i kulissen. Når man ikke starter hver gang, så er det nemmeste i verden at slække på kravene til sig selv og slå op i banen. Men hvis vi fortsat skal spille med i den gode ende af tabellen og slutte efteråret med manér, så kræver det, at alle i spillertruppen bliver ved med at gå ind til hver træning med fuld intensitet og hjertet uden på trøjen. Der skal kæmpes om pladserne til hver træning, og de skal gøre mit job forbistret svært, for vi har p.t. 25 spillere i truppen og kun 11 kan starte inde, siger Thomas Frank.

- Vores fysiske stab fortjener i den sammenhæng et stort skulderklap. Vi har siden starten af september haft en næsten fuld spillertrup til rådighed til samtlige træninger og kampe, og det er takket været det dedikerede arbejde som vores fysiske stab har lagt for dagen med blandt andet individuelle træningsprogrammer for hver spiller. Det er de små detaljer, der afgør kampe i denne del af sæsonen, og her er friskheden i spillertruppen en af de ting, der kan gøre en forskel og afgøre kampe, tilføjer den blågule cheftræner.

Hos Brøndby IF's hovedpartner, Bet25, kan du som vanligt spille på kampen. Her får du blandt andet odds 3.65, hvis Brøndby IF vinder og samtidig holder nullet.

Opgøret mod OB har kickoff kl. 18:00 og kan ses på TV3+.

LÆS OGSÅ:
- Optakt: Info og stats om OB-BIF
- Pukki: Vi skal have revanche mod OB