Nykøbing-talent træder ind i Brøndby Masterclass
09.06.2015 10:00
For to uger siden stod det klart, at Brøndby IF's U17-trup til næste sæson vil få tilført en ny spiller fra Brøndby Masterclass' regionale talentcenter i Næsby. Nu er en aftale faldet på plads med en spiller fra et andet regionalt talentcenter, nemlig 15-årige Magnus Warming fra Nykøbing FC. Han vil ligeledes træde ind på U17-mandskabet.
I over et år har Magnus Warming været i et træningsforløb på Vestegnen og trænet med det blågule U15-mandskab et par gange om ugen. Det er derfor et velkendt ansigt, som nu tager springet fuldt ud og flytter ind på Brøndby Idrætsefterskole lige over for Brøndby Stadion.
- Magnus er en udpræget kantspiller, som har store offensive kvaliteter. Han er utrolig hurtig både med og uden bold, han er dygtig én-mod-én og afslutter udmærket, fortæller Brøndby IF's U15-cheftræner, Frank Hjortebjerg, som har oplevet Nykøbing-talentet på tætteste hold i løbet af træningsforløbet.
- Vi har haft et godt samarbejde med Nykøbing FC, Magnus og hans forældre, og det bliver spændende at følge hans udvikling i vores miljø. Samtidig giver samarbejdet med Brøndby Idrætsefterskole gode muligheder for at se ham udvikle sig på det menneskelige plan, og det er et vigtigt aspekt i Brøndby Masterclass, tilføjer U15-cheftræneren.
Magnus Warming er udtaget til DBU's U15 Talenttræf i Vildbjerg, som begynder torsdag den 11. juni. Dermed er Brøndby Masterclass repræsenteret ved i alt 12 spillere - læs mere her.
Uddannelsesinstitutionerne, som Brøndby Masterclass samarbejder tæt med, er:
- Brøndby Gymnasium (Gymnasium og HF)
- Brøndby Idrætsefterskole (9. og 10. klasse)
- Brøndbyvester Skole (7. og 8. folkeskoleklasse)
- UCN - Uddannelsescentret Nygård (10. klasse)
- CPH West (Handelsskole)