Elleve Brøndby-spillere indkaldt til U15 Talenttræf
28.05.2015 13:40
Fra den 11. juni til den 14. juni har DBU indkaldt til U15 Talenttræf i Vildbjerg. Her er der udvalgt 59 danske spillere fra årgang 2000, og af dem vil Brøndby IF have hele otte spillere repræsenteret. Det er det højeste antal fra en klub.
I forbindelse med Talenttræffet har DBU også indkaldt 33 spillere til en Futurekamp, hvor spillere, der endnu ikke er kommet i vækstspurt og derfor kan være overmatchede til træning og kamp, kan vise deres evner frem. Her er der også blågul tilstedeværelse i form af tre spillere fra Brøndby IF.
Det er en stor ære at blive udtaget til det årlige talenttræf, og det er fra dette, at det kommende U16-landshold for næste sæson bliver udtaget. Og spillernes træner, Frank Hjortebjerg, er også glad på deres vegne – men råder samtidig de unge talenter om at holde benene på jorden.
- Jeg vil sige, at de drenge, der er udtaget til samlingen – Future-samlingen såvel som den almindelige - først og fremmest skal tage det som et skulderklap og en fed oplevelse. Jeg har sagt til dem, at de naturligvis gerne må tage imod den anerkendelse, der ligger i at skulle deltage, men at det er vigtigt, at de forstår, at blot fordi man er med på sådan en samling, så er lykken ikke gjort, fortæller Frank Hjortebjerg.
- Et U15 talenttræf er en fed oplevelse, hvor man skal give den gas, vise sig frem og repræsentere Brøndby Masterclass på bedst muligt vis. Det bliver fedt for drengene at spille nogle kampe på et højt niveau.
De i alt elleve spillere fra Brøndby IF er:
Selmin Borancic
Jetrim Dzeladini
Oliver Falkengaard
Anton Hendriksen
Benjamin Laursen
Lasse Munkholm
Lucas Steen
Ertugrül Teksen
Futurekamp:
Rasmus From
Jesper Lindstrøm
Jonas Rosfeldt