30. JUNI 2014 kl. 10:30
Norsk forsvarer til Brøndby IF
Den 24-årige norske midtstopper Fredrik Semb Berge skifter til Brøndby IF fra Tippeliga-klubben Odd BK med øjeblikkelig virkning.

Fredrik Semb Berge har underskrevet en fireårig kontrakt med de blågule. Parterne har aftalt, at de økonomiske detaljer i handelen ikke offentliggøres.

Semb Berge spillede i 2013 tre A-landskampe for Norge, lige som han var en central del af det norske U21-landshold, der vandt bronze ved U21-EM i Israel sidste år.

Sportsdirektør i Brøndby IF, Per Rud, udtaler:

- Vi har fået en ønskespiller i Fredrik Semb Berge. Det er en spiller, vi gennem lang tid har live-scoutet på. Senest i fredags hvor assistenttræner Claus Nørgaard og jeg var i Skien og overværede en rigtig god pokalkamp mod Vålerenga. Vi er overbeviste om, at Fredrik passer perfekt ind i vores projekt og den måde, vi gerne vil spille fodbold på.

- Fredrik har allerede et højt spillemæssigt niveau og har blandt andet sidste år spillet tre A-landskampe, men det er samtidig en spiller med et videreudviklingspotentiale. Vi er sikre på, at vores dygtige stab sammen med Fredrik kan løfte ham til et endnu højere niveau til stor gavn for Brøndby IF.

Cheftræner Thomas Frank supplerer:

- Semb Berge er en god duelspiller, som er dygtig til at forsvare feltet. Han har et godt hovedspil og er placeringsstærk. Derudover har han gode lederegenskaber. Fredrik er fortsat en ung spiller, og alle de kompetencer skal selvfølgelig videreudvikles. 

- Det er vores opgave i samspil med Fredrik at forløse hans potentiale over de næste sæsoner. Fredrik supplerer vores øvrige stoppere godt, og vi har nu endnu hårdere konkurrence om pladserne, hvilket er nødvendigt i en lang sæson.

Senere mandag slutter Fredrik Semb Berge sig til Brøndby-truppen, der er på træningslejr i Tyskland. Følg med her på brondby.com og på vores øvrige kanaler for interviews med mere angående spillertilgangen.

CV: Fredrik Semb Berge
Født: 6. februar 1990
Fødeby: Skien, Norge
Højde: 189 cm

Klubber:
Storms Ballklubb (1997-2004)
Odds Ballklubb – 98 kampe, 5 mål (2005-2014)

Landshold:
21 kampe for Norges U-landshold (U15-U23)
3 kampe for Norges A-landshold (i 2013)

FSB
På et kort pitstop på Vestegnen underskrev Fredrik Semb Berge og administrerende direktør Jesper Jørgensen kontrakten. Mandag eftermiddag støder Semb Berge til Brøndby-truppen i Tyskland.