24. JUNI 2013 kl. 14:53
Brøndby IF tager afsked med Jens Stryger Larsen

Da Brøndby IF den 20. maj sikrede overlevelse i Superligaen med 1-0-sejren i Horsens, var det samtidig Jens Stryger Larsens sidste optræden i Brøndby-trøjen i denne omgang.

Administrerende direktør Tommy Sommer Håkansson kan således meddele, at det ikke er lykkedes parterne at blive enige om en kontraktforlængelse.

Tak for en altid energisk indsats

- Vi har været rigtig glade for Jens' indsats i Brøndby-trøjen, men vi må erkende, at vi desværre ikke kan nå til enighed om en ny aftale. Derfor er forhandlingerne indstillet.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi gerne ville beholde Jens i klubben, og vi har strakt os langt i forhold til de økonomiske rammer, vi har at arbejde med. Det betyder, at Jens og hans agent har fået tilbudt en markant bedre kontrakt på tre år, der blandt andet indeholder en fordobling af hans nuværende grundløn.

- I et forsøg på at have holdet til den kommende sæson klar i så god tid som muligt, har vi haft opstillet en deadline for Jens' beslutning om en eventuel fremtid i Brøndby IF, men han har ikke ønsket at acceptere vores kontraktoplæg, og det må vi respektere.

- Det er endnu uvist, hvor Jens fortsætter karrieren, men hvor end turen går hen, ønsker vi ham held og lykke og siger mange tak for den altid energiske indsats i Brøndby-trøjen, lyder det fra Tommy Håkansson.

JSL

Jens Stryger Larsen nåede at spille 106 førsteholdskampe for Brøndby IF med syv scoringer til følge. Held og lykke til Jens fremover!