Mike: Vil slutte godt af

05.12.2012 14:56

Når Brøndby IF fredag aften slutter 2012 af med en udekamp mod SønderjyskE, bliver det samtidig sidste optræden i Brøndby-trøjen for Mike Jensen - i hvert fald i denne omgang.

brondby.com har taget en snak med den 24-årige midtbanespiller om den sidste tid som Brøndby-spiller og jagten på sejr i Haderslev.

Fredagens kamp mod SønderjyskE bliver den sidste som Brøndby-spiller i denne ombæring. Hvor meget har dine tanker kredset om det faktum?

- Faktisk ikke så meget. Jeg synes, at der har været rigeligt at tænke over i forvejen. Det vigtigste er, at holdet får point på kontoen, så der har ikke været tid til at spekulere over afskeden. Det er altid rart med afklaring, men det er noget, jeg må fokusere på efter SønderjyskE-kampen.

Hvilke mentale redskaber har du brugt for at holde fokus på at præstere i nuet og ikke tænke så meget over, at det snart er slut?

- Det har egentlig været ret simpelt. Holdet skal have point, og jeg skal også sælge mig selv. Det har bare handlet om at gøre det så godt, som jeg kan, og bidrage med så meget som muligt til holdet. På en eller anden måde skal jeg også springe i øjnene og skille mig ud med gode præstationer, men først og fremmest har det handlet om, hvad jeg kan gøre for holdet - ikke omvendt. Jeg vil også gerne slutte godt af her i klubben.

Du har en god Superliga-statistik mod SønderjyskE i form af seks sejre, en uafgjort og et nederlag. Hvad skal der til for, at du kan slutte med sejr nummer syv?

- Vi skal tilbage på sporet efter Nordsjælland-kampen. Det vil sige, at vi skal være mere kyniske i felterne. Det bliver vigtigt. Det lykkedes at skabe nogle gode chancer, men vi skal være bedre til at putte dem ind.

- Hvis vi kan score to gange mod SønderjyskE, så tror jeg, at vi vinder. Vi lukker ikke to mål ind, for vi skal have en stram defensiv, hvor alle arbejder - men det er også vigtigt, at vi får gang i målene igen.

Hvad har I lært af nederlaget i Farum, som kan hjælpe i jagten på tre point i Haderslev?

- Det er vigtigt at fokusere på, at vi skal vinde de kampe, hvor vi er bedst. En udekamp mod de forsvarende mestre, hvor vi ikke er bedst, kommer ikke til at afgøre tingene i det lange løb. De tanker er vigtige at tage med videre. Vi skal koncentrere os om kampen mod SønderjyskE - vinde vores direkte dueller, vinde andenboldene - og så har vi endnu større chance for at vinde kampen. Vi går efter sejren, og vi tror 100 procent på, at det kan lade sig gøre.

MJ

Mike Jensen takkede fansene på Farum Park for sangene - på fredag bliver det foreløbig sidste optræden som Brøndby-spiller. Foto: Arnason.dk.