Dumic: Skal nok hive os selv op igen

07.10.2012 22:28

Brøndby IF tabte søndagens opgør mod AaB med 3-1, og for ottende gang i streg spillede unge Dario Dumic 90 minutter i midterforsvaret.

Den 20-årige forsvarsspiller var tydeligvis skuffet over nederlaget, men han garanterer, at holdet nok skal rejse sig igen.

Ikke tæt nok i markeringerne

- Vi var alt for passive ved det første mål, og de kom simpelthen alt for nemt til scoringen. Vi sad ikke tæt nok i markeringerne, og det kostede.

- Generelt pressede vi dem godt i begyndelsen af kampen, men det åbnede selvfølgelig nogle rum for AaB, at de kom foran med to, og at vi gik efter 2-1-scoringen. Da de scorede til 3-0, blev vi måske lidt modløse, men vi skabte alligevel muligheder og fik reduceret.

- Stemningen er ikke den bedste i omklædningsrummet her efter slutfløjt - det giver jo sig selv efter et nederlag. Vi skal dog nok hive os selv op igen, for det har vi før vist, at vi kan.

DD

Dario Dumic startede endnu en gang i midterforsvaret. Foto: Arnason.dk.