Thygesen og Bernburg besøgte integrationsfodboldskole

01.08.2012 14:57

Tirsdag formiddag var der prominente gæster på Brøndby Strand IK's fodboldbaner. Integrationsminister Karen Hækkerup, Brøndby-borgmester Ib Terp og Brøndby-spillerne Mikkel Thygesen og Martin Bernburg lagde således vejen forbi denne uges integrationsfodboldskole for at sætte fokus på glæden og sammenholdet ved spillet med den lille runde.

'Thyge' og 'Bern' var populære blandt de 48 deltagende drenge og piger, som spillede fodboldgolf, skød på mål og fik autografer fra idolerne.

Børnene aktiveres på en positiv måde

- Det er fedt at være en del af sådan et arrangement. Man skal huske på, at breddeidrætten er utrolig vigtig for eliten, siger Mikkel Thygesen.

- Måske render der nogle små stjerneskud rundt i Brøndby Strand, som af økonomiske grunde ikke har haft samme mulighed for at pleje deres potentiale. Hvis de kan blive hjulpet lidt på vej, kan de måske blomstre op og slå igennem. Det sociale aspekt er mindst lige så vigtigt. Fodbolden kan skabe nye venskaber og samtidig aktivere de unge på en positiv måde, tilføjer Brøndby-profilen.

Børnene på integrationsfodboldskolerne kommer fra socialt belastede områder, hvor der normalt ikke er råd til at deltage. DBU og DIF hjælper derfor økonomisk, så deltagerne kun selv betaler et symbolsk beløb. For fodboldskolen i Brøndby Strand er beløbet 150 kroner mod normalprisen på 730 kroner.

DBU har lavet et web-tv-indslag om integrationsfodboldskolen i Brøndby Strand, som du kan se ved at klikke her (Thygesen og Bernburg dukker op cirka to minutter inde i videoen).