Farnerud: Får energi af at spille

19.11.2010 09:28

Brøndby IF's Alexander Farnerud ser, efter en omtumlet periode som Brøndby-spiller, ud til at have fundet tilbage til noget af det spil, som blandt andet i foråret 2009 gjorde den blonde svensker til en frygtet angriber i Superligaen (Farnerud lavede ni mål i foråret 2009).

Alexander Farnerud fortæller energisk om sit spil, om tillid og selvtillid, da brondby.com mødte ham i styrketræningslokalet efter endt træning.

Kreativitet kræver tillid

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg havde en tung periode rent spillemæssigt med ikke så meget spilletid. Jeg tror, at en spillertype som mig har brug for tillid fra omgivelserne for at fungere optimalt på banen. Jeg spiller især for at skabe noget, for at kreere chancer, hvilket kan være svært, hvis du er lidt ramt på selvtilliden.

- Lige nu har jeg det rigtig godt på banen og til træning. Jeg synes, at jeg i lang tid har trænet godt, og tingene lykkes for mig. Jeg får en masse energi af at spille, så det har været vigtigt for mig, at Henrik (Jensen, red.) har givet mig chancen fra start det seneste stykke tid. Jeg føler, at jeg har en masse at give holdet og tilskuerne. Al den positivitet og de nye kræfter jeg får af at spille kampe, kan jeg bruge fremadrettet.

- Når jeg spiller angriber, så måles jeg på de mål, jeg scorer eller ikke scorer. Sådan er det. Jeg tror og håber, at et mål fra min side vil løsne op på en masse. Som angriber kan man være inde i en periode, hvor du spiller godt nok, men hvor målene bare ikke kommer. Det er som om, man leder og leder efter noget, som man så pludselig finder. Når først du har scoret målet, så bevirker det tit, at man tror mere på sine afslutninger og måske ubevidst søger de farlige situationer mere.

- Jeg var sikker på, at målet kom i kampen mod Horsens i søndags, men mit chip blev en anelse skævt. Jeg er egentlig tilfreds med min afslutning i situationen. Det er første gang i lang tid, jeg er alene med en målmand på den måde, så jeg måtte træffe en beslutning. Chippet føltes godt, men desværre gik den lige forbi. Jeg bliver dog ved med at tro på det, så skal det nok komme, smiler svenskeren.

- Både holdet og jeg er inde i en opadgående kurve, som vi skal holde fast i. Jeg synes, at vi spiller godt - selv om Horsens-kampen ikke var god - og vi skal turde spille spillet langs jorden, som vi har spillerne til.

- Når det går godt for holdet, går det ofte også godt for den enkelte. Det går hånd i hånd. Jeg gør i hvert fald mit bedste hver gang og forsøger at spille mit spil samt holde fast i de ting, jeg er god til, runder Alexander Farnerud af.

 AF

Alexander Farnerud ærgrer sig her over den misbrugte friløber mod AC Horsens, men glæder sig over spilletid, god energi og gode takter i spillet.