Max: Næste tackling

14.10.2010 09:18

Efter den netop overståede landsholdspause handler det for Brøndby IF's spillere nu om at kigge fremad, men ikke for langt.

Sådan lyder det fra anfører Max von Schlebrügge.

En tackling af gangen

- Det er klart, at resultaterne har været imod os det seneste stykke tid. Vi har været hårdt ramt på selvtilliden, og det har givet udslag i nogle dårlige kampe.

- Vi skal kigge frem, men ikke længere end til den næste kamp. Det handler for os spillere om at fokusere på at vinde den næste duel på banen, den næste tackling.

- Hver især må gøre sit bedste i hver enkel situation på banen - både til træning og i kamp. Det er de små ting, der kan betyde, at man får et overtag over for en modspiller og får tanket noget selvtillid. Kun en ting gælder lige nu, og det er den næste aktion på banen. Så må vi bygge på derfra.

- Med hensyn til den rumsteren i kulisserne, der har været her i klubben den seneste tid, så er det selvfølgelig noget, som vi spillere lægger mærke til. Men det må og skal ikke få betydning for vores præstationer. Der skal vi være professionelle nok til at fokusere på de ting, vi har indflydelse på.

- Jeg håber, at der kommer mange af vores fans og støtter os i Farum på søndag. Der plejer at være en god kulisse deroppe, og vi har brug for et godt rygstød for at komme tilbage på sporet. God kamp til alle, slutter Max von Schlebrügge.

Max

Anfører Max von Schlebrügge.