Køhlert: Moral og kynisme

06.12.2008 20:13

- Det var en hård kamp, som vi vandt, fordi vi var kyniske. Vi havde det held, som var nødvendigt, når man spiller i Odense.

Cheftræner Tom Køhlert var en glad mand efter 1-0-sejren over OB; Køhlerts sidste kamp som cheftræner for Brøndby IF.

Spillerne fortjener ferie

- Kampen viste meget godt, hvad der er sket med holdet. Vi holder nullet; vi viser moral, og vi er kyniske. Derudover har vi fået nogle dygtige spillere udefra. Det er alle disse ting i fællesskab der gør, at vi kan overvintre på førstepladsen.

- Jeg er overbevist om, at dette hold kan gå hele vejen. De har vist en enestående moral, som bogstavelig talt kan være guld værd, fortsætter Køhlert.

- Som jeg altid har sagt, er fodbold et tilfældighedernes spil. Så kynisme og moral er afgørende, hvis man vil have succes som hold. Det gælder om at slå til, når marginalerne er på ens side.

- Grundstenene for succes er nu på plads, og nu fortjener spillerne en god ferie, inden de starter op under Kent Nielsen i januar.

- Jeg glæder mig også til en lang ferie, afslutter Tom Køhlert med et sjældent bredt smil, inden han takker af og går hen til spillerbussen.