David Williams forlænger

22.09.2008 12:09

Brøndby IF's australske angriber, David Williams, har netop forlænget kontrakten med de blågule frem til sommeren 2011.

Den 20-årige landsholdsspiller fik debut for Brøndby IF den 5. august 2006 og har ind til videre spillet 50 kampe og scoret ni mål.

Forsætte udviklingen

- Vi har forlænget med David (Williams, red.) fordi han er en dygtig og stadig meget lovende angriber. Han har allerede en del erfaring fra os, hvor han har spillet mange kampe, og fra de australske ungdomslandshold, fortæller Anders Bjerregaard.

- Han fik debut på det australske A-landshold for et par måneder siden, og vi håber, han kan få endnu flere kampe på landsholdet, mens han er hos os, lyder det fra sportschefen. 

Den hurtige angriber er også tilfreds med, at det kunne blive til flere år i Brøndby IF. 

- Jeg er glad for, at Brøndby ville forlænge min kontrakt. Det er et godt hold at være spiller på, og det kan være med til at udvikle mig endnu mere, forklarer David Williams.

- Jeg ved, at Brøndby har mange gode angribere i truppen, men jeg vil gøre livet svært for trænerne, når de skal udtage holdet, smiler David Williams. 
 
- En af grundene til jeg havde lyst til at forlænge, var også, at jeg elsker at være i klubben. Fansene er fantastiske og alle i og omkring Brøndby har altid været venlige i mod mig. Jeg er glad for at være endt her og ikke i alle mulige andre klubber i Europa, der havde bud efter mig for et par år siden, slutter "Super Dave", som han bliver kaldt af fansene, af.

David Williams

David Williams og Brøndby IF har forlænget kontrakten frem til sommeren 2011.