Uheld på træningsbanen

14.02.2008 13:49

Under det afsluttende spil under dagens træning røg Morten "Molle" Rasmussen og Thomas Rasmussen skævt ind i kamp om en løs bold, med det resultat at begge spillere efterfølgende blev liggende i græsset. Thomas Rasmussen kunne efterfølgende rejse sig op og humpe væk, mens Molle groggy måtte blive liggende.

Molle fik det dog hurtigt bedre, men måtte blive liggende og vente på den tilkaldte ambulance. Per Bjerregaard var også på stedet, og kan berette om en noget svimmel spiller, der må påregne en pause.

Hjernerystelse

- I heftig kamp om bolden ryger Molle ind i Thomas' knæ, der rammer ham i hovedet. Han var lidt væk, men kom dog relativt hurtigt til sig selv. Lige nu er han på vej på hospitalet, og det er i hvert fald en svær hjernerystelse, fortæller Per Bjerregaard om uheldet.

Thomas Rasmussen var naturligvis ærgerlig over uheldet:

- Vi støder sammen i en glidende tackling, og det går værst ud over ham. Jeg har lidt ondt i knæet nu, men værre er det ikke med mig, lyder det kortfattet fra backen på vej ind.

Morten Rasmussen vil ligge til observation på hospitalet natten over.