Brøndby IF køber skandinavisk topklasse

30.08.2007 10:31

Brøndby IF har her til formiddag skrevet under med den svenske landsholdsspiller Samuel Holmén, der tiltræder omgående på en 4-årig kontrakt.

23-årige Holmén, der de seneste 3 sæsoner har spillet 109 kampe for de svenske mestre fra IF Elfsborg, har optrådt 4 gange på det svenske A-landshold, hvor han senest var med i den trup, der sidste uge vandt 1-0 over USA. På U21 landsholdet har midtbanespilleren spillet 22 kampe og scoret 3 mål.

Samuel Holmén

Den svenske midtbaneprofil giver sportschef Anders Bjerregaard hånden, efter signaturen fra begge parter blev sat på en 4-årig kontrakt. Holmén tiltræder omgående og træner allerede i eftermiddag med sine nye holdkammerater.

Klassespiller

- Samuel Holmén er i skandinavisk topklasse, og en virkelig dygtig midtbanespiller, som vi og andre har haft i søgelyset længe. Jeg er derfor både glad og stolt over, at det er lykkes os at hente ham til Brøndby IF fra de svenske mestre, og jeg må sige at jeg har store forventninger til Samuel, fortæller en åbenlyst tilfreds sportschef, Anders Bjerregaard.

- Han er en alsidig spiller, men er i første omgang udset som 8'er, altså centralt på midten. Holmen er en spiller med en stor arbejdsradius, som vi forventer vil betyde meget for vores spil, både defensivt og offensivt. Derudover bidrager han med dybdeløb og gode afslutninger, også fra distancen, der vil give vort spil en ekstra dimension, fortæller Anders Bjerregaard om nyindkøbet.

Også Tom Køhlert er glad for dagens tilgang:

- Det er hævet over enhver tvivl, at vi med Samuel Holmen har fået tilført en virkelig dygtig fodboldspiller, der omgående kan gå ind og tage ansvar og gøre en forskel, mentalt og spillemæssigt. Han er stærk fra felt til felt, og passer perfekt ind i den rolle han er tiltænkt, forklarer Køhlert.

Samuel Holmén deltager i eftermiddagens træning, der starter klokken 14.

brondby.com bringer inden træningen det første interview med klubbens nye midtbaneprofil.

Facts Samuel Holmén

Født: 20/6 1984
Højde: 178 cm
Vægt: 68 kg
Landskampe: 4 A, 22 U21

Lægetjek

Sundhedschef Johannes Breum klarede lægetjekket, som den svenske midtbanespiller bestod med bravour.