
Brøndby IF forlænger aftalen med Jens Mikkel Frølunde
10.03.2026 14:00
Jens Mikkel Frølunde kom til Brøndby IF i sommeren 2024 som rekrutteringschef for Brøndby Masterclass. Siden da har han været en central del af arbejdet med at styrke og videreudvikle klubbens rekrutteringsstrategi i akademiet.
Nu har Jens Mikkel Frølunde forlænget sin aftale med Brøndby IF og vil derfor også i de kommende år stå i spidsen for rekrutteringsarbejdet i Masterclass.
- Det første halvandet år har været rigtig positivt, og jeg har været ekstremt glad for min første tid i klubben. Det er også derfor, jeg synes, det er helt naturligt at lave en forlængelse. Vi har sat en masse ting i gang og bygget ovenpå det, der var i forvejen.
- Vi har et virkeligt godt fundament og et virkelig godt miljø for vores drenge. Der er flere af vores Masterclass-spillere, som bliver klar til førsteholdet, og det er der endnu flere, der skal – endnu hurtigere. Det kræver, at vi har et toptunet miljø, og at vi kan tiltrække og arbejde med nogen af landets dygtigste talenter. Det glæder jeg mig til at arbejde videre med, og derfor har det været det helt rigtige for mig at forlænge aftalen i Brøndby, fortæller Jens Mikkel Frølunde.
Teknisk direktør Julius Ohnesorge fremhæver, at rekrutteringsarbejdet er en central del af klubbens langsigtede strategi for talentudvikling.
- Vi arbejder målrettet på at skabe én samlet talentvej i Brøndby IF – fra de yngste årgange i Masterclass og hele vejen op til Superligaen. I den sammenhæng er rekruttering en afgørende del af fundamentet, fordi vi skal sikre, at de rigtige spillere kommer ind i vores miljø.
- Jens Mikkel har siden sin ankomst bidraget med stor faglighed, struktur og et klart strategisk blik på, hvordan vi udvikler vores rekrutteringsarbejde. Vi har med forlængelserne af Bjørn Holm og Jonas Bliksted skabt en stærk kontinuitet i ledelsen af Masterclass, og derfor er jeg meget glad for, at vi nu også sikrer kontinuitet i rekrutteringsfunktionen, så vi kan fortsætte med at udvikle akademiet i tråd med klubbens samlede sportslige strategi.